Påfugl (Pavo cristatus)


perlehone_hojde.jpg

90-230 cm

80-160 cm

2750-6000 g

Fugl_antal_g.jpg

3-6 Stk./Eggs

perlehone_rugetid.jpg

28-30 Dage/Days/Tage

Status:

Ikke truet

Føde: Planter, insekter og smådyr
Paafugludbredweb.jpg Se udbredelseskort

Påfugl (Pavo cristatus) i Zoo TV

Højt at flyve!

Højt at flyve, dybt at falde!


Påfugl (Pavo cristatus) - Information

Den indiske påfugl

Påfuglen (Pavo cristatus) tilhører fasanerne, som er den største familie i ordenen hønsefugle. Der findes omkring 155 arter af fasanfugle fordelt i Europa, Afrika, Asien og Australien, dog er det præcise antal er meget omdiskuteret. Som danske repræsentanter kan nævnes agerhønen samt fasanen, der i øvrigt ikke naturligt hører hjemme i Danmark. Den indiske påfugl, som den også kaldes, findes i det meste af Indien syd for Himalaya, i Pakistan øst for floden Indus samt i Sri Lanka.


Stor forskel på kønnene
Hannerne er større og tungere end hunnerne og har en stor farvestrålende hale, som de breder ud for at imponere hunnerne. Men rent faktisk består ”halen” slet ikke af halefjer, men af 100 til 150 overhaledækfjer, som alle har en øjelignende figur for enden. Overhaledækfjerene støttes af ca. 20 stive ”ægte”halefjer. Påfuglehannerne bærer kun den store hale i begyndelsen af yngletiden, hvorefter det falder af. Fjerene bliver længere og længere med alderen og når sit maksimum i fireårsalderen.
Hunnerne har mere dæmpede brune farver. Begge køn har på hovedet en lille top, som kan rejses op.

Hunnerne vil have store haler
Den store forskel på hanner og hunner, både hvad angår størrelse og udseende, skyldes seksuel selektion: Hunnerne vælger den største og flotteste han som far til deres unger, og hunnerne har dermed over tid betydning for hannernes udseende. Dette ses hos de fasan-arter, hvor hannen ikke deltager i opfostringen af ungerne, og hvor forældrene ikke danner par i længere tid. Hos monogame fugle er kønnene meget mere ens.
Det er dog ikke kun den seksuelle selektion, der er afgørende. Naturlig selektion spiller også ind. Den kaldes også ofte ”Survival of the fittest” eller ”den stærkeste overlever”. For alle dyr gælder det om ikke at blive ædt, blive syg eller komme til skade. Det gælder derimod om at nå at få nogle unger, inden de dør. Hvis hunnerne kunne vælge, ville påfuglehannernes haler måske være fire meter lange. Men den naturlige selektion forhindrer dette, fordi hanner med så lange haler ville have ringere bevægelsesfrihed - og dermed ville de risikere at blive ædt eller lignende. Det er altså ikke nok at se flot ud. Man skal også kunne overleve!

Altædende
Påfuglen er altædende, også kaldet omnivor. Den spiser således alt fra frø til frugter, insekter, små pattedyr og sågar små slanger. I Indien har den ligefrem ry for at udrydde cobraslanger. Det er især de unge cobraer, påfuglen spiser, og som resultat heraf forsvinder denne giftige slange hurtigt fra områder med påfugle som beboere.
Fødesøgning sker i små grupper. I ynglesæsonen i små haremmer som består af en han og to til fem hunner. Og uden for ynglesæsonen i sker det i henholdsvis grupper af hunner med deres unger samt grupper bestående af hanner.
Fødesøgningen starter ved solopgang, og når fuglen har ædt, opsøger den et vandløb eller vandhul for at drikke. Den varme tid på dagen tilbringer påfuglen i de mere lukkede skovområder, hvor den hviler, pudser sine fjer og støvbader.


Fuglen der helst vil gå
Påfuglen lever i åbne skove med mange buske og ofte langs vandløb. Den tilbringer det meste af tiden på jorden, så benene er stærke og tilpasset gang og løb - og ikke så meget flyvning. Fuglen vil ofte vælge at løbe væk fra farer, og først som sidste udvej letter den og flyver væk. Påfuglen hviler sig dog også oppe i træerne i løbet af dagen, tilbringer natten der og gemmer sig for farer. Underligt nok vælger den ofte den øverste gren i et dødt træ, også selvom der er kraftig regn i løbet af natten.

Hannerne viser sig frem
Yngletidspunktet varierer i forhold til udbredelsesområdet, men falder tilsyneladende sammen med regntiden, hvor der er mest føde.
Påfuglen er en af de eneste fasaner, hvor hannerne samles i grupper i yngletiden for at tiltrække hunner. Hver han etablerer et territorium tæt på andre hanner. Territoriet bliver forsvaret mod indkomne konkurrenter ved at skræmme dem væk eller ved direkte angreb. Det er dog sjældent, at hannerne kommer til skade, selv om kampene kan se drabelige ud. Hunnerne ser ud til at vandre gennem territorierne alene eller i grupper, mens hannerne breder de flotte haler ud, vifter med dem og viser sig frem. Et studie af påfugle i det sydlige England viste en hun, som parrede sig med den samme han 10 gange ud af 11 besøg. Den foretrukne han var den, der havde flest øjenpletter på sin hale. Hannerne er polygame, det vil sige, at de parrer sig med flere hunner.

Hunnen tager sig af ungerne

Når fuglene har parret sig, lægger hunnen tre til seks æg i en rede på jorden skjult i en busk. Af og til kan der være helt op til otte æg. Hun ruger på æggene i ca. 30 dage, og i den tid forlader hun kun reden morgen og aften for at søge føde. Ungernes dundragt er brun eller rødbrun med lys bug. Allerede få timer efter klækningen kan ungerne løbe rundt, og de æder selv det, hunnen præsenterer dem for.
Hunnen passer godt på ungerne og holder kontakt med dem ved hjælp af kaldelyde. Få uger gamle er ungerne i stand til at flyve eller hoppe op på lavtsiddende grene, hvor de kan overnatte. Ungerne forlader først deres mor og søskende efter fem til seks måneder, når den næste ynglesæson begynder. Påfuglehunner kan klare helt op til tre kuld unger om året.

Hellig fugl
Påfuglen er overordnet ikke truet, men den er muligvis udryddet i Bangladesh, hvor den tidligere var almindelig. Fuglen er Indiens nationalfugl, og den er hellig for både buddhister og hinduer og er derfor beskyttet mange steder. Den har formentlig også i hundredvis af år været skattet for sine advarselskald mod tigre og leoparder, for hvem den er et af de mest almindelige byttedyr.


Bonusinfo

Når du går dig rundt i GIVSKUD ZOO i forsommeren, vil du ofte kunne høre nogle høje, nærmest miavende ”skrig”. Især hvis du er på P1 eller P3. De høje lyde er parringsskrig, som kommer fra vores påfuglehanner i gennemgangsanlægget bag kamelerne. Påfuglen er et asiatisk dyr og går derfor sammen med vores hjorteantiloper, som stammer fra Pakistan og Afghanistan.


De seneste nyheder fra GIVSKUD ZOO, tilbud om besøg bag kulisserne, særarrangementer for årskortholdere, nyttig og spændende viden om dyrene og meget meget mere...
ZIMSGod adgangDanish Association of Zoos and AquariasEuropean Association of Zoos and AquariasWorld Association of Zoos and AquariumsTopattraktioner
Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere

Sådan bliver du klogere end de andre

Tilmeld dig GIVSKUD ZOOs nyhedsbrev, så du altid kan fortælle de bedste historier om dyrene på safarituren.