Baktrisk kamel

I familie med lamaer og dromedarer

For 40-45 millioner år siden opstod og udviklede kamelfamiliens forfædre sig i Nordamerika. For kun to til tre millioner år siden vandrede nogle til Sydamerika, mens andre valgte vejen over det dengang tørlagte Beringstræde til Asien. I Sydamerika udviklede disse forfædre sig til guanacoer og vicunjaer. Ud fra disse arter fremavlede mennesker lamaer og alpakaer.
De andre dyr, der valgte den vestlige rute, udviklede sig til henholdsvis enpuklede og topuklede kameler. De enpuklede dromedarer findes i dag kun som husdyr. Man kan dog støde på forvildede dromedarer frit i naturen for eksempel i Australien.
Den baktriske kamel holdes også som husdyr i området fra det nordlige Kina og helt til Tyrkiet. Der findes dog vilde kameler i Gobiørkenen, i Mongoliet og i Tarim Basin-reservatet i Kina. Det samlede antal vilde kameler er på mellem 1000 og 2000 dyr. I dag findes der ikke efterkommere af de oprindelige dyr fra Nordamerika. Kun forsteninger vidner om kamelfamiliens oprindelse.

Perfekt til ørkenliv

Kamelen er tilpasset til at kunne klare temperatursvingninger fra -30 grader om vinteren, til +40 grader om sommeren. Som værn mod kulden har kamelen en tyk vinterpels, som den taber om foråret. Udover store temperaturudsving er kamelen også tilpasset føde- og vandmangel. Ved mangel på vand kan kamelen tilbageholde vand i kroppen, så dens urin bliver meget koncentreret. 

Kamelen kan også regulere sin kropstemperatur, som normalt er 36 til 38 grader, op til 41 grader uden at miste væske i form af sved. En kropstemperatur på 41 grader får ikke engang kamelen til at føle sig sløj. Kropsfunktionerne fungerer ganske normalt selv ved høje temperaturer. Det betyder, at enzymsystemet er særligt tilpasset de høje temperaturer. For at mindske væsketab gennem næseborene lukkes de helt til mellem vejrtrækningerne. 

Blodet har ovale røde blodlegemer, og det er meget enestående. Når dyret mister vand ved høje temperaturer, bliver blodet mere tyktflydende og cirkulerer derfor langsommere rundt i kroppen. Dette kan ende med hedeslag og i ekstreme tilfælde dødsfald. En teori er, at de ovale blodlegemer måske kan få det tyktflydende blod til at flyde mere livligt rundt end blod, der indeholder runde røde blodlegemer. Men man ved det ikke med sikkerhed.

Derudover har kamelen meget lange øjenvipper, så den undgår at få sand i øjnene. Den har små ører, så sandet heller ikke kan trænge ind her. Den har "forstærkninger" på knæene, så den ikke "brænder" sig, når den ligger i det varme sand. Den har store trædepuder, så den ikke synker ned i sandet eller sneen, og den har hornplader under fødderne, så den ikke brænder sig.

Kamelen har ikke vand i puklerne. Indholdet er fedt, som den kan ernære sig med i trange tider - en slags madpakke. Fedtet forbrændes til energi og vand. I og med at al fedtet er placeret på ryggen, kan kamelen nemmere komme af med varmen. Hvis fedtet var fordelt over hele kroppen, ville kamelen være i fare for at dø af hedeslag. Kalvene bliver født uden pukler. Der hænger blot to tomme "poser" ned fra ryggen. Ungen dier ved moderen, og fedt fra mælken udfylder "poserne", som hurtigt udvikler sig til to pukler.

Bestemt ikke kræsen

Kamelen spiser alle former for planter. Er der ikke andet tilgængeligt, gnasker den tørre, piggede og salte planter i sig. Huden i munden er ret hård og sej, så det kommer alt sammen ned. Er der ikke tilgængelige planter, har man set kameler gumle på kødben, dyreskind og forskelligt kød.

En ikkearbejdende kamel kan undvære vand i op til 8 måneder. Vandrer kamelen, er det på tide at få en slurk vand efter seks til otte dage. Er tørsten virkelig stor, har man målt, at kamelen kan drikke 114 liter vand i løbet af blot 10 minutter. Kamelen kan miste op til 25% af kropsvæsken, uden at den føler sig væsentligt svækket. Et menneske er døden nær, hvis det mister blot 10%.

En han og flere hunner

Den vilde kamel lever normalt i grupper med en dominerende tyr og et antal hunner. Men om sommeren kan man godt opleve kameler, som vandrer alene. De unge hanner bliver fordrevet fra flokken, og de kan slutte sig sammen i ungkarlegrupper.

Tiltrækker hunner med ilde lugt

I brunsttiden vogter tyren meget over hunnerne og holder dem samlet. Han producerer en del spyt, som "skummer" ud ad munden på ham. Han tørrer indimellem skummet af på ryggen og den forreste pukkel.
Kameltyren gnider også nakken mod puklen. I nakken har han en kirtel, hvorfra der udskilles et duftstof, der mest af alt lugter som gammel sved og sure sokker. Duftstoffet virker både til markering af territoriet, men også som tiltrækning på hunnerne Når en han bliver udfordret af en anden han, udfører de en ritualiseret adfærd. Hannen skærer tænder, nakken gnides mod puklen, halen slår højlydt mod bagbenene, og urin løber ned ad benene og halen. De to hanner passerer forbi hinanden, mens de puster en rød ballonlignende luftsæk ud ad munden. Det kan få den ene han til at føle sig underlegen og foretrække at forsvinde. Så styrkeprøven" kan afgøres, uden at det kommer til regulær kamp.

Hunkamelen bliver kønsmoden i tre-fireårsalderen. Efter en drægtighedperiode på 13 til 14 måneder føder hun sædvanligvis et føl. Sjældent kan der forekomme tvillinger. Føllet er hurtigt på benene og dier hos moderen. Dieperioden er næsten et år, men gradvist tager føllet også fast føde til sig. Selv når føllet er forholdsvis gammelt, kan det finde på at søge tryghed ved at forsøge at die hos moderen.