Berberabe

Lever i bjergene

Berberaben er en makakabe. De fleste makakaber lever i Asien, og berberaben er den eneste, der hører hjemme i Afrika. Berberaberne lever højt oppe i Atlasbjergene i det nordvestlige Afrika, og derudover findes der en lille gruppe i Europa på Gibraltarklippen. Det er ikke helt klart, om berberaber tidligere har levet naturligt flere steder i Europa, eller om mennesker har bragt dem med fra Afrika.

Mellemstor abe

Berberaberne er 50 til 60 cm lange, de er haleløse og har en meget tyk pels. De har blå øjenlåg, og deres næsebor er placeret ”oppe” i ansigtet. Storetåen har en flad negl, og tommelen er kort.

Elsker cedertræer

Berberaben lever primært af frugter/nødder, frø, blade og andre dele af cedertræ og forskellige arter af eg.

Hannerne er gode fædre

Berberaber lever i store flokke med både mange hanner og mange hunner. Hver flok har en dominerende lederhan. Hunnerne bliver i den flok, hvor de er født og har en indbyrdes rangorden. De næsten voksne hanner forlader flokken for måske senere at slutte sig til en anden flok. Når det er koldt, sætter aberne sig i en V-form, med ryggen mod vinden. De helt små unger sidder ”inde” i V-et, så de kan holde varmen.

Alle i flokken tager sig af ungerne, og i modsætning til hos andre makakker, så bruger hannerne meget tid på at lege med og på anden måde tage sig af ungerne - også dem, der ikke er deres egne.
Den nyfødte unge har en helt sort pels. De øvrige har gråbrun til grågul pels. Når ungen er tre til fire uger gammel vakler den lidt væk fra moderen. Ofte kommer en af de andre aber og tager ungen op. Mens den store abe klaprer med tænderne og laver smaskelyde med læberne, undersøger den ungen. Andre store aber tiltrækkes, og endnu flere hænder rører ungen. De lugter til ungen og ordner dens pels. Efter et par minutter er den larmende sammenkomst slut, og de voksne begynder i stedet at ordne pels på hinanden eller lede efter foder. 
Man har også iagttaget, at aggressiv adfærd hos berberaber kan mildnes ved, at den ene abe holder en unge frem mod den aggressive abe. Den sociale harmoni er bedst i flokke, hvor der er unger til stede. I tilfælde af fare vil flokken forsvare ungerne.

Frække aber på Gibraltar

Der fandtes berberaber på Gibraltarklippen, da englænderne erobrede fæstningen på øen ved indsejlingen til Middelhavet i 1704. Den britiske guvernør udsendte straks en forordning om, at aberne var totalt fredede. Få år efter udbrød der en sygdomsepidemi blandt aberne, og kun tre overlevede. Guvernøren fik soldater til at tage til Afrika for at bringe nye berberaber til Gibraltar.  
Aberne, som blev hentet til Gibraltar, mærkede snart, at de ikke blev jagtet. Så deres naturlige frygt for mennesker forsvandt, og de forlod klipperne i grupper for at besøge byen. De plyndrede huse og forretninger i jagten på mad, ødelagde haver og skulle efter sigende også have vredet halsen om på høns. En sergent blev vred på berberaberne, efter de havde raseret hans have. Han skød derfor to af aberne. Sergenten blev stillet for retten, fordi aberne jo var fredede. Og han blev dømt til selv at hente to berberaber fra Afrika for at opveje tabet. 
Aberne i området blev frækkere og frækkere. Under en højtidelighed, hvor guvernøren stod over for et stort forsamlet publikum i fuld festuniform, stjal en af aberne guvernørens flotte, fjerdekorerede, sorte hjelm. Nu var tålmodigheden brugt op. Aberne blev forvist fra byen og måtte kun opholde sig på klipperne. Men beskyttelsen af aberne fortsatte. Bestanden blev holdt nede. Og man fortæller, at de frækkeste af aberne blev indfanget og sendt til zoologiske haver.

Briterne tager sig af aberne 
I England siger man, at når den sidste berberabe forsvinder fra Gibraltarklippen, mister englænderne deres verdensherredømme eller i det mindste herredømmet over Gibraltar. Men ikke alle englændere tror på dette. Lige efter Første Verdenskrig blev der stillet et forslag i det engelske underhus om at få aberne væk fra Gibraltar, fordi de stadig ødelagde en masse i området. Men forslaget blev nedstemt.  
Under Anden Verdenskrig i 1942 telegraferede premierminister Winston Churchill til den britiske øverstkommanderende i Nordafrika: ”Fang nogle aber til Gibraltar med det samme”. Bestanden på Gibraltar var på det tidspunkt nemlig kun på få individer. Beskyttelsen og daglig fodring tager det britiske krigsministerium sig stadig af. 

Aberne på Gibraltar lever i to flokke. Den ene holder til ret højt oppe på klippen, mens den anden er nederst på klippen i et område, der strækker sig langs ”Queens Road” til havnen. Denne sidste flok kan turister opleve. I sommermånederne kommer der op mod 1000 turister om dagen. Turisterne fodrer aberne ikke bare med almindeligt foder, men også med slik. På grund af den tætte kontakt med publikum er aberne dygtige tyveknægte, og deres bytte er blandt andet tegnebøger og håndtasker. 
På grund af de mange søde sager har aberne huller i tænderne, og mange er stærkt overvægtige. En anden trist følge af publikums ivrige fodring af aberne har været en faldende frugtbarhed hos hunnerne og en faldende levealder hos aberne generelt. Desuden kan den nære kontakt med mennesker overføre sygdomme. I 1987 døde alle ungerne af en lungebetændelsesepidemi.

Vidste du, at… 
I GIVSKUD ZOO lever berberaberne ude hele året. De har haft en stald, men selv ikke i snestorm gik de derind. Vi har dog stadig læskure til aberne udenfor, de bruger dem dog mest som legeredskaber.