lukket

Blåstrubet ara

(Ara glaucogularis)
Højde 85 cm
Vægt / antal æg 750g -1,1 kg
Vægt / antal æg 1-3 Stk./Eggs/Eier
Drægtighed / inkubation 26 Dage/Days/Tage
Alder 38
Kontinent: Sydamerika
Art: Fugle
Status: Kritisk truet
Føde: Frugter og frø

Levested og trusler
Den blåstrubede ara lever udelukkende i det nord- og østlige Bolivia og er kritisk truet (IUCN, 2018). Det er især den internationale handel med kæledyr, der er grunden til, at der blot var mellem 50 og 250 individer tilbage i naturen ved seneste optælling (2007). Selv om man forventer at populationen er stigende pga. totalforbud mod handel, gør fuglenes lange generationstid (12 år), at det tager lang tid for antallet at stige. Andre trusler er tab af habitat og brugen af traditionelle ceremonielle hovedbeklædninger, der indeholder et større antal halefjer.

Udseende

Blåstrubede araer er ca. samme længde som soldateraraer, men en smule lettere. De er blå på oversiden og gule på undersiden. Ud fra næbbet har den et bart stykke af ansigtet, hvor en række blå striber af fjer danner et mønster, der er unikt for hver fugl. Den har en blå hals – i modsætning til blågul ara, som har en grå hals. Blågul ara har også en grøn farve øverst på hovedet. Kønnene er næsten ens, men hanner har en tendens til at være en lille smule større.


Føde
I naturen spiser araerne hovedsageligt frugten fra store palmetræer og spiser ikke så meget nødder og frø som andre araer. I fangenskab får de frøblandinger, frugt og grønt.

 

Levevis
Blåstrubede araer er dagsaktive og opholder sig normalt indenfor det samme område hele livet. De holder gerne til i områder med få eller enkeltstående palmetræer, omgivet af tropisk savanne eller sump. Det meste af deres udbredelse er på private ranch-ejeres land. Det er ikke god jord til landbrug, men bruges ofte til kvægfarming.

Blåstrubede araer er monogame og danner normalt par for livet, men små grupper på 5-9 fugle er også observeret. En gruppe på 70 fugle er kendt fra naturen. Det menes at være en gruppe af unge og ikke-ynglende voksenfugle.

Araerne yngler normalt en gang om året, men hvis æg eller unger mistes, kan de finde på at starte forfra i samme ynglesæson.

Reden bliver bygget i et palmetræ – gerne et dødt – og parrene bygger normalt deres rede et nyt sted hvert år. De bygger helst reden i en hule med en åbning på 30 cm eller mere. Kuldet består af 1-3 æg, der bliver ruget på i 26 dage. Det er hunnen, der ruger, mens hannen fodrer hende. Ungerne er flyvefærdige efter 13-14 uger, men bliver hos forældrene i op til et år. Det er begge forældre, der fodrer ungerne.

Bevaring
Selvom den blåstrubede ara er kritisk truet, er der mange tiltag i deres leveområde for at bevare dem. I Bolivia er et område kaldet The Blue-Throated Macaw Reserve - et område i fuglenes udbredelsesområde på 4.500 hektar - nu beskyttet med hjælp fra de lokale landejere.  

Der bliver også lavet falske ara-fjer af palmeblade, som erstatning for rigtige til de traditionelle hovedbeklædninger (machetero), der normalt ville indeholde fjer fra op til 10 papegøjer.
Derudover bliver der plantet palmer i området for at sikre, at der er rigeligt fødegrundlag og redemuligheder for araerne. Siden 2014 er der sat redekasser op, og papegøjerne bruger dem flittigt. Undersøgelser tyder på, at flere unger når selvstændighed pga. kasserne.


Blåstrubede araer i GIVSKUD ZOO
Vi har skiftet fra blågul ara til blåstrubet ara for at få en art, der er truet, og hvor vi kan assistere et internationalt avlsprogram. Vi er startet med to hunner, så vi kommer ikke til at yngle umiddelbart, men har givet plads til to vigtige dyr, der skulle væk fra deres forældre.

Bonusinfo
Arten hedder Guacamayo Barbazul i Bolivia. Betyder ”ara blåskæg”.
Der er evidens for, at ynglende par satser på to unger, men holder en tredje i live med minimal indsats, som en forsikringsunge hvis en af de andre skulle dø. Når den så begynder at blive fodret, vokser den ret hurtigt. Disse tredjeunger kan samles ind og opfostres i fangenskab og så genudsættes i naturen
Der findes flere end 1.000 blåstrubede araer i fangenskab. (Zims marts 2019: 258 – 100 af dem i Europa)
I mange år troede man, at den blåstrubede ara var en underart af den blågule ara. Men selv om de lever i samme område, krydser de aldrig.
Det er estimeret, at populationen tidligere var meget større, da ca. 1.200 eller flere vildfangne fugle blev eksporteret ud af Bolivia i løbet af 80’erne.

Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.