Brun edderkopabe

Få steder tilbage at leve

Den brune edderkopabe lever i regnskovene i den nordvestlige del af Sydamerika i landene Colombia og Venezuela. Den brune edderkopabe er kritisk truet og man estimerer, at deres antal er faldet med minimum 80% indenfor de sidste 50 år. De største trusler mod dem er voldsomt tab af habitat, jagt og salg af dem som kæledyr. De bliver jagtet som bush meat til konsum, hvorefter ungerne sælges som kæledyr, da disse er for små til at spise. I takt med at regnskovene fældes, bliver aberne let bytte for krybskytter, samtidig bliver deres hjem mindre og mindre.

Bruger halen som en femte arm og hånd

Den brune edderkopabe er helt brun, med undtagelse af et hvidt bryst og en hvid ramme omkring dens ansigt.  Ansigtet er nøgent og hos hunnerne ser man en meget stor klitoris, der ligner en penis. Det kan derfor være meget svært at se forskel på hanner og hunner. Klitorissen er fyldt med urin og bruges til duftmarkering. De har en meget lang hale på omkring 75 cm, der udgør over 50% af dyrets totale længde (kroppen er kun 50 cm). Edderkopabens hale er meget speciel, idet den har en gribefunktion. Halen fungerer nærmest som en femte arm og hånd. Spidsen af halen er meget bevægelig og har et hårløst område. Her har huden riller (lidt ala fingeraftryk) som givet et ekstra godt greb på grenene. Edderkopaben har ingen tommelfingre, så den bruger sine hænder som kroge, når den svinger sig fra gren til gren.
Øjnene er typisk brune, selvom der forefindes aber med blå eller grå øjne også. Hanner og hunner er lige store og vejer det samme.

Elsker frugt

Edderkopaben er primært frugtspiser. 83 % af deres føde består af frugt, og især figner er populært. Men de spiser også frø, blade, blomster, skud, honning og insekter. 

Meget social og snakkende

Edderkopaben er meget social og lever derfor i større eller mindre flokke (ca. 3 - 30 dyr). Grupperne er blandede hanner og hunner, men ofte ses en overvægt af hunner. De finder helst deres føde højt oppe i trætoppene og besøger sjældent jorden. Om dagen er flokken tit delt op i mindre grupper, men om aftenen samles de igen. De små grupper kommunikerer ofte med høje kald, der kan høres op til to kilometer væk. Når grupperne samles om aftenen, er gensynsglæden stor. De laver en masse lyde, fletter haler og krammer. Bliver aberne sure kan de udstøde høje advarselsskrig og en af deres forsvarsmekanismer er, at kaste afføring efter det dyr eller menneske der generer dem.

Hunner vælger selv deres han

Hunner vælger en han fra deres gruppe, som de parer sig med. Hver hun får typisk kun et afkom hvert tredje til fjerde år.

Indtil ungen er 6 måneder gammel er den komplet afhængig af sin mor. I den første måned efter fødslen, bærer moderen ungen på maven. Derefter bæres ungen på ryggen. Her krøller ungen sin lange hale omkring moderens mave og ryg, dette hjælper den med at holde sig fast, når moderen bevæger sig og springer fra gren til gren. Når ungen bliver større og kan færdes selv, vil mødrene hjælpe dem ved fx at trække grene tættere på, når ungen skal krydse over disse. Generelt er edderkopaber omsorgsfulde mødre. Hannerne hjælper ikke til med yngelplejen, men hjælper selvfølgelig flokken med generel beskyttelse mod farer.

Bonunsinfo

Edderkopaben har fået sit navn, fordi den ligner en edderkop, når den hænger i hænder, fødder og hale på én gang. Den er faktisk en af de eneste aber, der kan hænge i halen. Edderkopaben bruger mere tid på at hænge og svinge sig end på at gå og stå på alle fire.

Edderkopaben lever hovedsageligt  af moden frugt. Når den svinger sig gennem skoven, lader den ofte en lort fyldt med frø fra frugterne falde mod jorden. På den måde hjælper den planterne med at få spredt frøene over et stort område. Enkelte arter af træer er totalt afhængige af edderkopabens ”luftpost”. En enkelt edderkopabe kan sprede over 200.000 frø om året.