lukket

Dværgflodhest

(Choeropsis liberiensis)
Højde 75-102 cm
Længde / vægt / vingefang 150-183 cm
Vægt / antal æg 160-280 kg
Drægtighed / inkubation 190-195 Dage/Days/Tage
Antal unger 1 Stk./Young/Junge
Alder 25-30
Kontinent: Afrika
Art: Pattedyr
Status: Truet
Føde: Planter og frugt

Perfekt til et liv i regnskoven

Dværgflodhesten lever i tropisk regnskov i det lille hjørne af Vestafrika, som udgøres af landene Sierra Lione, Liberia, Guinea og Elfenbenskysten. Hvis man ser på dværgflodhestens kropsform, kan man se, at den er perfekt tilpasset et liv i tæt regnskov. Benene er korte, og den er stærk, så derfor kan den nemt bane sig vej gennem skoven. Dværgflodhesten har desuden en kort hale og små ører, og så har den ingen pels, som kan sidde fast i vegetationen.

En lille flodhest

Dværgflodhesten kan veje op til 270 kg, hvilket i gennemsnit kun svarer til mellem en ottendedel og en femtedel af vægten hos en almindelig flodhest. Den almindelige flodhest tilbringer megen tid i vand, og den har øre, øjne og næsebor placeret så højt på hovedet, at den kan høre, se og trække vejret, selv om den har kroppen og det meste af hovedet under vand. Sådan er det ikke hos dværgflodhesten. Den har øre, øjne og næsebor siddende længere nede på hovedet, men den tilbringer til gengæld også det meste af tiden på land.

Ikke så kræsen

I naturen spiser dværgflodhesten primært urter og blade, men den kan også spise hårde frugter, som den åbner med sine store, skarpe hjørnetænder. Hvis den vil have fat i palmeblade, stiller den sig på bagbenene med forbenene op ad palmens stamme, så de kan trække bladene ned. Og i sumpene kan de rive hele planter op, som de spiser.
De er primært aktive fra eftermiddagen og frem til midnat. Resten af dagen bruges på at sove og mudderbade.

 

Et liv alene

Et særkende for dværgflodhesten er, at den er solitær. Det vil sige, at den normalt foretrækker et liv i ensomhed, hvor hannen og hunnen kun mødes, når hunnen er i brunst og klar til parring. Her hos os er situationen lidt anderledes. Vi har været heldige, at vores to flodheste er så glade for hinanden, at de kan gå sammen hele tiden, også uden for brunstperioder.
Dværgflodhestene bruger duftmarkeringer i form af urin og afføring til at finde dyr, de kan parre sig med og for at undgå andre. Når de markerer med afføring, gør de det ved at bakke hen til vegetationen, og så vifte med halen imens de skider. På den måde bliver lorten og duften spredt godt og grundigt.

 

Bonusinfo

I naturen findes der blot et par tusinde dværgflodheste. Dværgflodhestenes naturlige fjender er leoparder, krokodiller og pytonslanger. Men de trues især af menneskelig aktivitet - primært af skovrydning, som ødelægger deres levesteder. Dværgflodhesten bliver desuden skudt og fanget i fælder og med snare. Tænderne sælges som elfenben, skindet og kødet spises, og kraniet bruges i traditionel juju-medicin.
Olieforurening i vandområderne tæt ved havet udgør også en stor trussel. Fordi der er så få dværgflodheste tilbage i naturen, er det et meget værdifuldt dyr i de zoologiske haver.

Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.