Emu

Den australske struds

Emuen lever hovedsagligt på fastlandet i Australien. Tidligere levede der også arter på Tasmanien og Kings Island, men disse blev desværre udryddet, da europæerne bosatte sig der. Emuen trives både i åben skov og på græssletter, ved kysten og inde i landet.

For tung til at flyve

Emuen er verdens andenhøjeste struds, kun overgået af den afrikanske struds. Emuen tilhører, sammen med bl.a. strudsen, en gruppe af de mest primitive nulevende fugle. Ligesom alle andre strudse er den for tung til at flyve. Emuer har helt unikke fjer. Hver fjer har to lige lange skafter (fugle har normalt et), og fjerstrålerne hænger ikke sammen som på de fleste andre fugles fjer. Det får fjerdragten til at få et pelslignende udseende. Selv om emuen er for tung til at flyve, kan den løbe 50 km/t. Halsen på en emu er lyseblå, og på vingespidserne har de en lille klo. Deres fødder har tre tæer, modsat den afrikanske struds der kun har to. De tre tæer hjælper emuen med at kunne løbe stærkt. Hanner og hunner ligner hinanden, men hunnerne er generelt lidt større.

Vandrer langt efter føde

Emuen spiser det meste af dagen og ernærer sig af frø, frugter, skud, græs og insekter. Er der mangel på føde eller vand, foretager fuglene lange vandringer. På grund af deres gode svømmeegenskaber kan de krydse lavvandede bugter og derved nå kystnære øer i deres søgen efter føde. Emuen er således god til at tilpasse sig de skiftende forhold i den australske natur.
 

Livet som emu

Emuen lever alene eller som par, men forekommer også i mindre grupper, hvis de er på vandring, eller der er vand og mad nok. Emuen er ikke særlig social, og individerne i en gruppe holder afstand til hinanden. De er dog meget nysgerrige og kan ligefrem finde på at følge efter mennesker, for at se hvad det er, der foregår.

Emuens kommunikation består hovedsagelig af nogle meget specielle trommende og gryntende lyde. Lydene skabes af emuens oppustelige halspose, der kan reguleres af fuglen selv, og lyden afhænger af posens størrelse. Det er oftest i ynglesæsonen, emuen bruger lyd. Lyden bruges både til markering af territorium og som en trussel imod rivaler. Selve trommelyden er så høj, at den kan høres to km væk. I parringssæsonen bruger både hunnen og hannen også et lavere og blidere kald. Dette kald bruges til at tiltrække mager og i det efterfølgende kurmageri og parring.

Far står primært for æg og unger

I yngletiden forsvarer emuhannen et territorium. Når en fremmed han kommer for tæt på, bliver han jaget bort med hvæsen, trommen og eventuelt benspark. Fremmede hunner derimod bliver som regel modtaget venligt. Hos emuen er det hunnen, der kurtiserer hannen. Hun gør kur til ham med trommende lyde og også med en parringsdans. Godkender han hende, vil han tromme og danse med. Når de har dannet par, lever de sammen i op til fem måneder (under ynglesæsonen). Hannen laver en rede på jorden, gerne i skyggen af et træ eller en busk, og heri lægger hunnen op til 15 mørkegrønne æg med en længde på ca. 13 cm. Æggene udruges af hannen i løbet af otte uger. I denne periode indtager han hverken vådt eller tørt og går i en slags dvale, hvorved kropstemperaturen sænkes 3-4 °C, og vandtabet bliver 1/5 af det normale. Hunnen opholder sig i nærheden og jager uvedkommende gæster væk fra reden ved at hakke og sparke. Eller hun finder sig en ny han at lægge æg for. Både hunner og hanner kan parre sig med flere forskellige partnere.

Når æggene klækker, tager hannen sig af ungerne. Han lærer dem at finde mad og forsvarer dem. Han bliver hos dem, indtil de er ca. syv måneder gamle. I de første tre måneder har ungerne sorte og brune striber, disse bruges som camouflage.

Selvom emuen ikke kan flyve, er de små vinger alligevel vigtige. Er det meget varmt, løftes vingerne, så den fjerløse underside blottes, og dermed slipper emuen af med kropsvarme fra blodet i årerne lige under huden.