Guanako

Alsidig sydamerikaner
Guanakoen lever i Andesbjergenes forbjerge i Peru, Chile, Argentina og på Patagonien, hvor man kan finde den i op til fire kilometers højde. Den er meget fleksibel i sit habitatvalg og kan mødes både på tørre græssletter og i regulær skov.

Et stort hjerte
Højt oppe i bjergene er luften tynd, hvilket betyder, at luften ikke indeholder så meget ilt som ved havoverfladen. Men guanakoens hjerte er ca. 15 % større end hos tilsvarende dyr, hvilket gør den i stand til bedre at få ilt rundt i kroppen. Derfor kan man også finde den i højderne.  

Vegetar med stort V
Guanakoen spiser både græsser og blade.

Uldtrøjen er moderne hos guanakoen
Guanakoen er lysebrun på det meste af kroppen og hvid på maven. Hovedet er gråt eller sort. Guanakoen har en tyk pels, som gør den i stand til at klare store temperatursvingninger. Pelsen hjælper dyret med at holde varmen, når det er koldt. Og den sørger også for at holde varmen ude, når det er lunt.

Forfader til lamaen
Guanakoen menes at være forfader til den lidt større lama, der er et husdyr. Formentlig er guanakoen blevet tæmmet og domesticeret for 6.000 til 7.000 år siden, og gennem målrettet avl er lamaen så blevet fremavlet. Lamaen holdes som husdyr på grund af sin pels og sit kød, og den bruges desuden som lastdyr.

Når to bliver til flere
Hos guanakoer foregår parringerne i november til februar. Hunner er drægtig i ca. 11 måneder og føder derefter en eller to unger.

Brækker sig af vrede
Lamaer og guanakoer er kendt for at spytte. Det er imidlertid ikke spyt, der kommer ud af munden. Det er derimod maveindhold, som indeholder mavesyre! Dyrene puster nærmest denne ildelugtende og sviende blanding mod fjender - og de rammer ret præcist. 

Lever i harem

Guanakoflokke er såkaldte harem, som består af en han og mellem fire og ti hunner. Unge hanner jages væk fra flokken, når de er ca. 15 måneder gamle, mens de unge hunner bliver i flokken. Unge hanner samles derefter i ungkarlegrupper, mens gamle hanner færdes alene.

Guanakoen ude i verden
Som for mange andre dyrs vedkommende forsvinder guanakoens levesteder på grund af menneskers landbrug, skovbrug og så videre. Derudover bliver mange guanakoer i Argentina skudt, og hvert år eksporterer landet skind i titusindevis. Trods det store antal betragter man ikke guanakoen som truet. Arten er dog beskyttet i Chile og Peru.