Hjorteantilope

En eksportvare

Hjorteantiloper levede tidligere ret talrigt i Indien og Pakistan. De har dog altid været efterstræbt for det velsmagende kød og fine skind. Bukkene med de lange horn har været og er stadig efterstræbt som trofæbytte. Bestandene blev i 1970'erne reduceret kraftigt, og i store områder blev de totalt udryddet. I begyndelsen af 1970'erne blev hjorteantilopen imidlertid fredet i store dele af Indien. I naturparker i Indien og Pakistan kan de tilbageværende nu leve i nogenlunde fred.

Hjorteantiloper er blevet eksporteret til områder flere steder i verden. Blandt andet er de sendt til store farme i Texas, hvor det koster helt op til $ 2.500 at nedlægge en buk. I det sydlige Australien og i Argentina lever de endda frit i naturen. Man regner med, at der findes op mod 40.000 hjorteantiloper udenfor deres naturlige leveområder.

Far er sort, mor er lysebrun

Hunnerne er lysebrune, mens hannerne er mørkebrune. De dominerende hanner bliver ofte helt sorte. Hannens spiralformede horn kan blive op til 68 cm lange. Begge køn har hvid bug, bagpart, snude og øjenringe.

Et socialt dyr

Det meste af året lever hjorteantiloper i flok. Udenfor brunstperioden lever hunnerne med unger sammen i flokke på 20 til 30 dyr anført af en han. Hannerne kan leve i ungkarlegrupper. 
Hjorteantiloper er en af verdens hurtigste løbere og kan udføre høje, lange spring for at undgå at blive fanget af rovdyr.

De stærkeste får damerne

I brunsttiden samler hannerne sig på et forholdsvist lille område, og her opretholder de hver et lille territorium. De stærkeste hanner besætter de mest attraktive territorier i midten af fællesområdet. Hannerne mærker deres område af med afføring. Området kaldes en "lek" og svarer til brushanernes danseområder. Bukken spankulerer rundt og udstøder korte grynt med hovedet bøjet bagud, så hornene ligger tilbage langs ryggen. Han holder andre hanner væk fra sit område, og hvis en indtrængende han ikke fortrækker, kan det komme til fysisk kamp.

Hunnen er drægtig i ca. 180 dage. Hun får én unge – i sjældne tilfælde to. Ungen dier i omkring et halvt år. Som toårige er dyrene kønsmodne. Her får hannerne deres sorte pels, og hornene vokser efterhånden ud.

Vidste du, at…

Førhen var hjorteantiloperne byttedyr for den asiatiske gepard. Geparden blev imidlertid udryddet, men det skabte ikke ro for hjorteantilopen. Mennesker har nemlig også jaget den massivt og næsten udryddet den. Derudover svandt hjorteantilopens levesteder ind, fordi mange åbne græssletter er omdannet til landbrugsland - det på trods af at antilopen er fredet mange steder.
I de isolerede indhegnede naturreservater er den største trussel mod bestanden indavl.

I GIVSKUD ZOO skal avlen styres, så indavl undgås. De voksne hanner fjernes fra flokken og går så sammen i en ungkarlegruppe. De enes fint, når bare de ikke kan se hunnerne. Flokken med hunner og kid er i anlægget et stykke derfra. Her går de sammen med en enkelt buk.

I 11 måneder om året er det en steriliseret buk, der er i det store anlæg sammen med hunnerne, men i en måneds tid om året bliver han erstattet af den han, der er udvalgt som avlshan. Tidspunktet er fastlagt, så kiddene bliver født i forsommeren. Styrer vi ikke avlen, kan kid komme til verden midt på vinteren, og så er deres chance for at overleve ikke så stor på grund af kulden. Kiddene ligger nemlig stille på jorden de første dage efter fødslen.