Hvidhalet hjort

Forskellige underarter
Hvidhalet hjort er også kendt som Virginiahjort. På engelsk kaldes den også Virginia deer eller Key deer. Der er beskrevet 38 underarter, men genetiske studier tyder på, at der er langt færre. 
Det er ikke en truet art og der er ikke noget avslprogram i EAZA. Men i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har vi den for at vise noget af den variation, der findes af større nordamerikanske dyr. Det er kun meget få dyr herfra, der er truede eller har et avlsprogram. Vores andre nordamerikanske arter er bison, ulv og rødøret terrapin.

Har en enorm udbredelse
Hvidhalet hjort er det mest talrige klovdyr i Nordamerika. Hvidhalede hjorte kan findes fra Canada i nord, over det meste af USA, via Mellemamerika og hele vejen til den nordlige del af Sydamerika. Man mener der lever over 11 mio. i USA, hvoraf 1/3 lever i Texas. Antallet stiger i nord, mens det falder i den sydlige del af leveområderne. 
Der lever desuden introducerede flokke i Tjekkiet, Slovakiet, Finland og New Zealand. Den finske population på over 100.000 dyr, menes at være efterkommere af blot fire introducerede dyr.

Forskellig farve og størrelse
Arten kan opleves i flere variationer af rød, brun og grå. De nordlige underarter går igennem to komplette pelsskifte om året. Om sommeren er de rødbrune og om vinteren gråblå. De voksne dyr har en hvid stribe omkring snuden, om øjnene og en lys plet på halsen. Undersiden er lys, ligesom indersiden af benene. Undersiden af halen er også hvid, og hvis der er fare på færde, løftes halen som et hvidt flag. Hermed signalerer de til andre hjorte i nærheden at de skal være på vagt. Dette er selvfølgelig hvad der har givet arten sit navn.
Hannerne har gevirer om sommeren og efteråret. Mens geviret vokser om foråret er det dækket af et fint lag hår der hedder bast. Basten leverer blod til geviret så det kan vokse. Når geviret er vokset færdigt, fejer hannen basten af. Geviret smides igen til vinter og et nyt skal vokses ud til næste sæson. Det er kun hannerne, der har gevir.
I kolde egne er dyrene og deres gevirer større end i varme egne. For eksempel vejer en gennemsnitshan i Florida 57 kg, mens en han i Montana i det nordlige USA i gennemsnit vejer 120 kg. Jo større en krop man har, jo mindre relativ overflade har man. Dette er kendt som Bergmanns regel. Og jo mindre relativ overflade, jo mindre varme mister man.

Levevis og føde
Den hvidhalede hjort foretrækker skove, men er generalist og kan findes på græsstepper, i skove, i regnskove, i ørkener og i sumpe. Den er utroligt tilpasningsdygtig og klarer sig i alt fra tempererede til subtropiske klimaer og i højder fra havniveau op til 4.000m. Den er også kendt for at klare sig fint i nærheden af mennesker og tager gerne afgrøder. I alt er der beskrevet 600 fødeemner de lever af – alt fra blade til græs, bælgfrugter, nødder og svampe.
Den er mest aktiv i skumringen og morgentimerne. Om sommeren går de i grupper med dyr af samme køn, men om vinteren kan de samles i blandede flokke på flere hundrede dyr. Parring sker om efteråret. Ungerne fødes om foråret efter lidt over seks måneders drægtighed. Unge hunner får normalt en unge, mens ældre får to og nogle gange tre. Ungerne vejer tre kg ved fødslen og dier i ca. et halvt år. De starter livet rødbrune og med hvide pletter. Pletterne forsvinder ved tre-fire måneders alderen.

Problemer i Nordamerika
Den hvidhalede hjorts naturlige fjender er ulve og pumaer. Omkring ¾ af pumaens føde er hvidhalet hjort. Men på grund af jagt er der ikke ret mange ulve og pumaer tilbage, så den hvidhalede hjort findes nu i antal, der giver problemer flere steder. De spiser masser af afgrøder som selvfølgelig giver et økonomisk problem. Faktisk blev landbrugets tab i 2001 udregnet til at være på hele 765 millioner dollars.
Dyrenes store antal gør også, at flåtpopulationerne er tilsvarende store, og borreliose er et stort problem for mennesker. Desuden er kollisioner med biler skyld i et større antal dødsfald hvert år. I 2009 blev det estimeret at der var 2,4 millioner kollisioner mellem hjorte (alle arter) og biler.
Faktisk var arten selv tæt på udryddelse for godt 100 år siden. Har var arten gået tilbage til blot en procent af dens tidligere antal på grund af omfattende jagt. Men siden har man arbejdet hårdt for at bevare en stor population, og det må man sige er lykkedes.

Bonusinfo
Den hvidhalede hjort kan være ganske hurtig. Arten er målt til at kunne løbe 76 km/t.