Hvidnæset næsebjørn

Foretrækker træer
Næsebjørnen findes i store dele af det sydlige Nordamerika og i Mellemamerika. Den lever i lavtliggende regnskove, men findes også i mere bjergrige skovområder.

Tarantel på menuen
Næsebjørnen er stort set altædende, men den spiser hovedsageligt snegle og insekter samt forskellige hvirveldyr som frøer og små gnavere. De kan også godt lide æg og kyllinger. Den spiser frugt, nødder og svampe, når dette er tilgængeligt. Når næsebjørnene søger efter føde, bruger den sin lange næse til at rode i jorden med, og de lange kløer bruges til at grave med.
En af de sjovere ting, næsebjørnene kan finde på at spise, er store taranteller. Måden, de spiser dem på, er først at rulle edderkoppen hen ad jorden. Denne rulning sørger for, at hårene på tarantellen ryger af. Mange af de store edderkopper i Mellemamerika har nemlig giftige eller stikkende hår på kroppen. Derefter vender næsebjørnen edderkoppen om på ryggen og bider alle benene af. Først til sidst spiser den tarantellens krop.
Næsebjørne arbejder sammen i jagten på føde, så mens dele af flokken søger efter føde, holder de andre vagt.

Med halen i sky
Næsebjørnene i GIVSKUD ZOO er hvidnæsede næsebjørne. Dyrene har en gråbrun pels og hvide markeringer på næsen. Næsebjørnen er en halvbjørn ligesom for eksempel rød panda og vaskebjørnen. Tætteste anden slægtning findes i  bjørne og hundefamilien. Næsebjørnen færdes mest på jorden, men er også glimrende til at klatre. Her bruger den sin lange hale til at holde balancen med. Når en fare truer, eller når næsebjørnen skal sove, søger den også op i træerne.
Når man ser næsebjørnene gå rundt, har de som regel halen til at pege lige op i vejret, og derudover går de og "snakker" meget. På den måde signalerer de til resten af flokken, hvor de er. Når en flok næsebjørne leder efter føde i højt græs, kan de nemlig have svært ved at se hinanden. Hvis den enkelte næsebjørn vil orientere sig om, hvor resten af flokken befinder sig, rejser den sig op på bagbenene, og på grund af de løftede haler og pibelyde kan den både se og høre, hvor flokken er.
Til kommunikation bruger næsebjørnen især pibelyde, men den kan også udstøde høje skrig. Hvis for eksempel en af ungerne skriger, virker det som et signal til resten af flokken om at gå til angreb på en eventuel fare. Ved skriget kommer alle de voksne hunner løbene og klar til angreb.

Når to bliver til flere
Efter ca. 10 ugers drægtighed forlader hunnen flokken for at føde.
Hunnen føder mellem to og syv unger i en rede, i en hule, i en klippe eller i et hult træ. Ved fødslen er ungerne blinde, og de kan først se efter 11 dage.
Hunnen bliver oppe i træet med ungerne de første fem uger af deres levetid, og moren bringer først ungerne tilbage til flokken, når de små er seks uger gamle. Mens ungerne er helt små, er der nemlig en risiko for, at de andre hunner i flokken kan finde på at slå dem ihjel.
Når ungerne er kønsmodne, forlader de flokken for at starte deres egen flok.

Sociale hunner, enspænder hanner
Næsebjørnene lever i flokke på mellem 10 og 20 individer, bestående af hunner og deres op til toårige unger.  Blandt halvbjørnene er næsebjørnene specielle ved, at der dannes livslange sociale bånd mellem de voksne hunner. De soignerer og plejer hinandens pelse, de nusser hinanden med næsen, og de hjælper hinanden med at passe ungerne.
I grupperne kan man finde individer, der ikke er i familie med resten af gruppen. Disse næsebjørne vil typisk have en lavere status, og de vil være udsat for mere aggression fra gruppens andre medlemmer. De vil også fysisk befinde sig i yderkanten af gruppen, hvor der er større chance for angreb fra rovdyr. Det er dog stadig bedre for næsebjørnen at leve lidt udsat i en gruppe, fordi det giver bedre muligheder for at skaffe føde samt fælles beskyttelse mod rovdyr.
Hannerne lever alene og er kun sammen med hunnerne i parringssæsonen, som varer ca. en måned.
Næsebjørne er ofte meget støjende. De udsender en masse forskellige lyde, både for at holde kontakt med de andre i gruppen og for at advare hinanden mod fjender. Ved et bjæffende advarselskald skynder næsebjørnene sig ind i tæt bevoksning eller op i det nærmeste træ.
De sover i reder i træerne, lavet af løv og lianer.

Næsebjørne ude i verden
Næsebjørne er ret almindelige og betragtes ikke som truede.
I de seneste år er det desværre blevet meget populært at holde dem som kæledyr, men det er absolut ikke anbefalelsesværdigt, hverken i forhold til dyrets velfærd eller i forhold til ejerens oplevelse af dyret. I modsætning til andre kæledyr er næsebjørne nemlig ikke avlet til at blive holdt som kæledyr. De udviser derimod den samme adfærd, som de ville gøre i naturen, for eksempel roder de i alt med snuden og graver i ting med deres spidse kløer. Derfor kan de på ingen tid ødelægge et hjem. Desuden har næsebjørne et ret hidsigt temperament, så bid og rifter på ejeren ses ofte.