Hvidt næsehorn

Truet på grund af jagt
Det hvide næsehorn, også kaldet bredsnudet næsehorn, opstod i Afrika for kun to til fem millioner år siden. Det er det eneste næsehorn, der udelukkende har eksisteret i Afrika. Det levede oprindeligt på busksavannen i hele det østlige og sydlige Afrika. I dag er dyrets udbredelse stærkt begrænset især på grund af jagt.

Sort, hvid eller grå?
I Afrika lever der både hvide og sorte næsehorn. De har stort set samme farve, og der findes flere teorier om, hvordan disse navnet er opstået. Nogle mener at navnene stammer fra en dårlig oversættelse fra gammel-hollandsk, som Africaans minder meget om, til engelsk. Mens andre mener, det er fordi næsehornene kan se mørkere og lysere ud, alt afhængig af om de har været i mudderbad. Det hvide næsehorn kaldes derfor også for bredsnudet næsehorn og det sorte for spidssnudet næsehorn. Disse navne henviser til formen på snuden og munden. Hos de bredsnudede næsehorn er munden bred og flad. Hos de spidssnudede næsehorn er snuden spids, og de har en næsten fingerformet overlæbe. Det bredsnudede hvide næsehorn er det største, og vejer gennemsnitligt 500 kg mere end det spidssnudede sorte. Begge arter har to horn på næseryggen. Disse horn er ikke horn i traditionel forstand, da de er lavet af keratin ligesom vores hår og negle. Hornet sidder kun forankret i huden og kan slås af i slagsmål. Der vokser imidlertid et nyt ud med en hastighed på mellem fem og ti cm om året.

Verdens største græsslåmaskine
Det hvide også kaldet bredsnudede næsehorn er en af de mest specialiserede græsædere. De store brede læber er forsynet med en hård kant, der gør munden til en perfekt plæneklipper. Næsehornet er i stand til at bide selv små totter græs af uden at rykke planten op af jorden. Dyret har ingen fortænder, men til gengæld har de nogle meget kraftige kindtænder, der kan tygge selv de sejeste græsstrå. Selvom det hvide næsehorn er en græsæder, er det ikke en drøvtygger. Den har kun én mave, og omsætningen af føden foregår overvejende i tyktarmen. Næsehorn kan spise mellem 60 og 80 kg græs i døgnet, og de græsser fortrinsvis i de tidlige morgentimer og sent om eftermiddagen. Midt på dagen slapper de af i skyggen af et træ. De behøver kun at drikke vand med to til tre dages mellemrum, og de benytter så ofte lejligheden til et godt mudderbad, der er med til at beskytte mod den brændende sol og stikkende insekter.

Et socialt næsehorn

Det hvide næsehorn er det mest sociale af alle næsehorn. De færdes typisk i par bestående af en voksen hun og hendes sidste unge, eller i par af samme køn og alder. Det er ikke unormalt at støde på flokke på op til 6 individer, hvoraf nogle er løseligt sammensat grundet adgang til mad og vand, mens andre lever i faste flokke.

Tolerante næsehorn, men klar til kamp
Det sociale mønster afspejler sig i næsehornenes territorialadfærd. En voksen han har et velafgrænset territorium på 1-3 km² uden overlap med andre voksne hanner. Hannen markerer territoriet med urin og fækalier. Han sprøjter urin bagud mellem bagbenene og laver samtidig nogle lange skrabemærker i jorden med fødderne. En speciel adfærd hos den hvide næsehornshan er dog, at den kan være ganske tolerant overfor andre hanner i sit territorium - bare disse hanner ikke udviser territorial markeringsadfærd. Denne tolerance betyder, at en han kan krydse en anden hans territorium på vej til for eksempel et vandhul, uden at der opstår slagsmål.
Hvis to territoriale hanner kommer op at slås, ses en anden meget speciel adfærd. Taberen af kampen bliver stående på kamppladsen, mens vinderen bakker væk fra ham. Når vinderen er tilstrækkelig langt væk, kan taberen forlade territoriet. I de territoriale kampe er hornene et formidabelt våben, men det sker dog sjældent, at to hvide næsehorn skader hinanden alvorligt.

Hunnerne lever derimod i områder kaldt home-ranges. Et home-range er et område som næsehornet foretrækker at færdes i, men hvor dyret ikke udviser territorialadfærd. Derfor overlapper hunnernes home-ranges andre hunners – uden konflikter. Områderne er typisk 6-20 km² store og overlapper flere voksne hanners territorier.

Drægtig i 1,5 år
Næsehornshunnerne bliver kønsmodne, når de er omkring fem til syv år gamle. Når de kommer i brunst, opsøger de deres foretrukne territoriale han og bliver parret. Hunnen går drægtig i 16 til 18 måneder og føder så en enkelt unge. Ungen bliver hos moderen typisk i tre år, men hun kan få en ny unge allerede efter to et halvt år. Hun kan således godt have to unger hos sig.
Et voksent næsehorn har faktisk ingen naturlige fjender, men ungerne er i fare for at blive angrebet af både hyæner og løver, så moderen beskytter dem godt. Når hvide næsehorn med unger flygter fra en fare, løber ungen altid foran moderen. Derved har hun gode muligheder for at forsvare den. Dette er i modsætning til de sorte næsehorn, hvor ungen løber bagved moderen.

Et horn af ”guld”
Hornet er hovedårsagen til, at bestanden af næsehorn er svundet ind, så arten er truet. Horn forhandles nemlig illegalt i Asien som feber- og smertestillende medicin, og i arabiske lande bliver det brugt til daggertskæfter. Hornene er mere værd end guld, hvilket har medført omfattende krybskytteri på alle arter af næsehorn. 

Bestanden reddet?

Allerede for hundrede år siden var den sydlige underart Ceratotherium simum simum (sydligt hvidt næsehorn) næsten totalt udryddet. Men det lykkedes at redde en meget lille bestand i Umfolozi- og Hluhluwe-reservaterne i Sydafrika. Under de kontrollerede og beskyttede forhold voksede bestanden støt, og i dag findes der ca. 20.000 hvide næsehorn i forskellige reservater i flere lande i det sydlige Afrika. Dermed er det sydlige hvide næsehorn det mest talrige af alle næsehorn. Men også denne art bliver presset af krybskytteri.

Næsten uddød

Det nordlige hvide næsehorn var tæt på at uddø i starten af 00’erne. Derfor blev det besluttet, at genudsætte de sidste fire nordlige hvide næsehorn, som levede i fangenskab. De blev flyttet fra Dvůr Králové Zoo i Tjekkiet til OL Pejeta Conservancy i Kenya, hvor de skulle introduceres til de vilde nordlige hvide næsehorn. Men inden disse næsehorn var klar til genudsætning, nåede krybskytterne at dræbe de sidste vilde næsehorn i år 2008. Den sidste af de udsatte hanner døde i år 2018, og nu der er desværre kun 2 hunner tilbage i verden. Der er gjort forsøg på at inseminere hunnerne, men prøver har vist, at deres chancer for at blive drægtige er dårlige.