Katta-lemur

Ø-boer
Katta-lemurerne lever udelukkende på øen Madagaskar ud for Afrika, især i den sydlige og sydvestlige del. De kan leve i mange forskellige skovtyper, og er den lemurart, der tilbringer mest tid på jorden.

Vigtige tommelfingre
Katta-lemuren er let at kende på sin lange sort- og hvidstribede hale, som den bruger til at holde balancen med, når den springer fra træ til træ. Halen bruges også til at sende signaler til de andre i flokken med. På grund af de sorte og hvide striber kan halen ses både dag og nat. Kattaerne er, ligesom de andre lemurer, smidige med lange ben og arme, og deres hænder og fødder har henholdsvis tommelfingre og storetæer, der er modsatstillede, så de nemt kan tage fat om grene, frugter og lignende.

Altædende halvabe
Kattaen er altæder. Størstedelen af dens føde består af frugt, men alt efter sæson er der også blomster, blade og sågar jord på menuen. Engang imellem spiser den også protein i form af insekter, små fugle og pattedyr. Det hænder også, at kattaer og andre lemurer selv bliver spist. For fossaen, der er det største rovdyr på Madagaskar, udgør lemurer mere end halvdelen af kosten. Fossaen er i familie med desmerdyrene og findes, ligesom lemurerne, kun på Madagaskar.

Her bestemmer mor
Kattaer lever i grupper, der normalt indeholder ca. 11-17 individer. Hvis flokken bliver for stor, splittes den op i to mindre grupper. Det er dog ikke nogen fordel at være en meget lille flok, da denne har sværere ved at beskytte sig mod rovdyr og kæmpe mod andre flokke om gode fødeområder.

Kernen i flokken er en lille gruppe af beslægtede hunner. De unge kattahunner bliver nemlig i deres egen flok som voksne, hvorimod de unge hanner skifter til en anden flok. Den ledende hun er også den, der bestemmer hvor og hvornår, flokken flytter til et nyt sted. De andre følger så efter hende og hendes stribede hale, som hun bruger til at vise vej med. For en ung hun er det ikke nødvendigvis en fordel at være datter af lederhunnen, da denne ikke støtter sine døtre i konflikter med andre hunner. De må altså selv tilkæmpe sig en plads i hierarkiet. 

Duftkrige
Kattaen bruger ikke kun den markante hale til at vise vej med. Halen kan også bruges i duft-kampe. Kattahanner kan ved sammenstød med andre hanner finde på at gnide halen ind i duftstoffer fra kirtler på indersiden af deres håndled. Derefter vifter de halen frem og tilbage over hovedet, så duften spredes effektivt hen mod modstanderen. Denne vil så reagere med en lignende forestilling eller flygte. Hvis ingen af kombattanterne vil give sig, kan det ende i korporlig slåskamp.

Mange mødre
På Madagaskar lever kattaen ofte under ret barske forhold, hvor fødemængden kan svinge meget fra år til år. Det betyder, at der ofte er en ret stor dødelighed i en kattaflok - især blandt de nyfødte. Til gengæld har kattaen også en høj frugtbarhed, så flokken hurtigt kommer på benene igen. I naturen føder næsten 80 % af hunnerne en unge hvert år. Da hunnerne kommer i brunst i samme periode, fødes alle ungerne næsten samtidigt.

De nye kattaunger behøver ikke at gå i panik, hvis de skulle komme væk fra deres mor. Kattaen har nemlig en speciel form for fællesopdragelse af ungerne, hvor alle de voksne i flokken, uanset alder og køn, bidrager. Denne fællesopdragelse er meget indgroet hos kattaen. Hvis en unge skulle gå hen at miste sin mor, inden den er vænnet fra, vil de andre overtage ansvaret for den - og også bære den rundt og lade den die.

I naturen er det også observeret, at nogle af disse reservemødre bliver så grebet af rollen, at de nægter at give ungen tilbage igen og altså faktisk kidnapper ungen fra dens mor. I nogle tilfælde beholder de ungen og opdrager den som deres egen. Men det er også set, at de ikke tager sig af ungen, men bare forhindrer den rigtige mor i at tage den tilbage igen. I de tilfælde ender det med, at ungen dør.

Vidste du, at…
Går man en tur om natten i Madagaskars skove og lyser med sin lommelygte, skal man ikke blive overrasket over at se væsner med lysende, gule øjne, der bevæger sig skrigende rundt i træerne. De første franske forskere navngav lemurerne efter romernes tro på levende døde, lemuria. De troede at de var ånder, der søgte lyset om natten, og så på de levende med deres glødende øjne, imens de sørgede! 

 Kattaer kan godt lide at solbade, især om morgenen efter en kold nat. De sætter sig med front mod solen og breder armene ud til siderne. De første mennesker, der indvandrede til Madagaskar, troede derfor, at kattaen var et helligt dyr, som tilbad solen.