Nandu

Fuglen, der ikke kan flyve
Den sydamerikanske nandu er en strudsefugl ligesom den afrikanske struds og den australske emu. Fælles for de tre er den manglende evne til at flyve. Vingerne bruges hos nanduen til andre formål: Med sine lange kraftige ben kan den nå en tophastighed på 60 km i timen, og den bruger vingerne til at styre med, når den løber. Hannen spreder også vingerne ud, når han kurtiserer hunner, og vingerne bruges desuden til at skjule kyllinger og give dem skygge eller ly.

Hører til i græslandet
Nanduen er en karakteristisk fugl, som primært lever på græssteppen kaldet Pampassen. Den lever dog også på flere andre græssteppe-typer i Sydamerika. I Brasilien lever den i steppeområder med krat og spredte træer, oftest ved skovkanter og nær landbrug. Den ses normalt ikke højt oppe i bjergene, men kan dog mødes i op til 2000 meters højde i Argentina.

Alsidig føde
Nanduen lever af forskellige plantedele såsom rødder, frugter, frø og blade fra en lang række plantearter. Fuglen spiser også smådyr og insekter, og derudover kan den fange fluer og andre flyvende smådyr, der kommer inden for dens rækkevidde. Nanduen drikker generelt ikke ret meget, da den får væske fra vandholdige planter.
Nanduen vandrer uophørligt rundt efter føde og kan finde på at vandre sammen med for eksempel guanakoer og vikunjaer, og - hvis den ikke bliver jaget væk af mennesker - endda med kvæg og får. Både for nanduen og for de andre dyr er dette faktisk en fordel, for nanduen har et godt syn, og de andre har en god lugtesans. Så sammen har de derfor en større chance for at opdage eventuelle rovdyr i nærheden.

Lever sammen - men ikke for tæt
Nanduen er en social fugl, der lever i blandede flokke bestående af både hanner, hunner og ungfugle. Oftest er der mellem fem og 30 fugle i en flok, men flokke på over 50 individer er også set. I ynglesæsonen danner hunnerne mindre grupper, og hannerne bliver territoriale. Nanduen er altså social, men alligevel holder fuglene en vis afstand til hinanden. Bliver denne uskrevne regel brudt, fremkalder det en advarsel i form af hvæsen, mens nanduen kaster sit hovede fremad med næbbet åbent. Hovedet trækkes derefter hurtigt tilbage, så halsen danner et "S". Denne adfærd ses oftest hos hvilende eller rugende individer.

Alenefar
I yngleperioden samler hannen et harem på to til 12 hunner i sit territorium. Reden er en ca. en meter bred fordybning i jorden foret med blandt andet fjer og plantedele, og den er gerne gemt under vegetation. Når hunnerne er blevet parret, nærmer de sig ofte reden i en gruppe, lægger æg en efter en og forlader så reden sammen. I de kommende uger kommer de tilbage med to til tre dages mellemrum og lægger flere æg. På den måde når en han normalt op på 13 til 30 æg i sin rede. Hunnerne forlader derefter hannens territorium for at opsøge andre hanner. Hannen udruger nu kyllingerne alene. Dette kan tage op til 40 dage. I den periode er han meget aggressiv over for alt, der nærmer sig - selv hunner, der kommer for at lægge æg. Hunnerne lægger derfor ofte æggene på jorden ved siden af reden, hvorefter hannen triller de nærmeste hen i reden med sit næb. Nogle æg bliver efterladt og rådner. De går dog ikke til spilde, da de tiltrækker fluer, som så bliver føde for hannen og de nyklækkede kyllinger.