Przewalskihest

Meget lille udbredelse
Przewalskihesten levede tidligere på stepperne i Asien og i store dele af Europa. Fra 1969 var den klassificeret som uddød i naturen, men fra 2008 blev den vurderet til igen at leve frit i Mongoliet, efter at flere heste var blevet sat ud i przewalskihestens oprindelige leveområde. I dag findes den kun vildt i Mongoliet samt i reservater flere steder i Europa og Asien.

Vinterskæg
Przewalskihesten er på størrelse med en stor pony. Den har et tungt hoved og en kort bred hals. Især om vinteren får den et kraftigt "skæg". Manen er altid sort, kort og opretstående. Pelsen har en ensartet gul-brun farve, og fra manen til halen har den en sort stribe. På benene kan man ofte ane striber, og den lange hale bruges til at jage insekter og lignende væk med.

Til forskel fra tamhestens 64 kromosomer har przewalskihesten 66 kromosomer. Den er derfor ikke stamfader til tamhesten, men man kan dog se, at de to slags er blevet blandet, så der er tamhestegener i de prezewalskiheste, der findes i dag.

Przewalskihestens historiske leveområder er egne med fastlandsklima, hvilket vil sige, at temperaturen svinger mellem +40 °C og -40 °C mellem sommer og vinter. For at klare sig om vinteren sænker hesten sin puls og nedsætter hudtemperaturen til 15 grader. Dermed vil forskellen i temperatur mellem huden og luften blive mindre, og przewalskien vil ikke tabe varme til luften så hurtigt. Samtidigt nedsætter hesten sit aktivitetsniveau, og den kan derfor klare sig, selv om tilgangen til føde er mindre.

Græs på menuen
Przewalskihesten lever af græs, blade, kviste og skud, og den vandrer langt for at finde føden. Hestene kan ikke klare sig mere end tre til fire dage uden vand. De bruger derfor nætterne til at søge efter vandhuller.

Sammenhold er godt
Przewalskiheste lever i flokke på 10 til 15 individer. En typisk flok består af en ældre hoppe og to til fire andre hopper, deres afkom, samt en hingst, som dog for det meste holder sig lidt for sig selv. Men når der er fare på færde, forsvarer hingsten den øvrige del af flokken mod eventuelle fjender. Når hingstene er to-tre år, udstødes de af familiegruppen og indgår derefter i en ungkarlegruppe eller overtager deres egen flok.

En vigtig del af mange vilde hestes sociale liv består af gensidig pelspleje. Hestene står med hovedet i hver sin retning, mens de bider hinandens skuldre og rygkam. På den måde styrker de de sociale bånd blandt flokkens medlemmer, samtidig med at de kan holde øje med, hvad der sker omkring dem.

Deler gerne område
Przewalskihestene har ikke et territorium og kan sagtens dele med andre grupper.

Vidste du, at…
For 5000 til 10.000 år siden var przewalskihesten udbredt i Asien og i store dele af Europa, men der findes kun få pålidelige rapporter om observationer af vilde przewalskiheste i nyere tid. Arten betragtedes indtil for nylig som uddød i naturen, og nu findes der næsten udelukkende przewalskiheste i zoologiske haver, reservater og på feltstationer. Man mener, at den i en årrække efter 1970 var total uddød i naturen, blandt andet på grund af en eksplosiv vækst i befolkningstallet. Przewalskihestene blev også jaget på grund af deres pels og kød, og fordi de blev betragtet som konkurrenter til husdyrene i kampen om det sparsomme antal vandhuller.

Men 14 dyrs overlevelse i zoologiske haver har sikret, at man i dag har genudsat przewalskiheste i deres naturlige leveområder i Mongoliet. De genudsatte dyr er forsøgt sammensat således, at man får så mange forskellige gener som muligt. Det ene af de oprindelige 14 dyr var desværre krydset med en tamhest, hvilket har medført, at der hos nogle przewalskiheste optræder en rødlig pelsfarve, som skyldes det såkaldte ræve-gen. Heste med dette gen må ikke fortsætte i avlen med przewalskiheste. Derfor udtages der hårprøver, som sendes til USA, hvor det bliver undersøgt, om dyret har ræve-genet eller ej.