Sulawesimakak

Kritisk truet
Sulawesimakakken lever i regnskovene på den nordøstlige del af øen Sulawesi i Indonesien samt på et par mindre øer ud for Sulawesi. Makakkens status er kritisk truet, og antallet på Sulawesi er faldet med 80 % de seneste 40 år, så bestanden nu er nede på ca. 4000 til 6.000 individer. Der er dog udsat Sulawesimakakker udenfor deres naturlige habitat på øen Pulau Bacan. Her har de trivedes og bestanden er nu oppe på omkring 100.000 individer. Disse er dog ikke en del af de officielle tal, da det er udenfor deres oprindelige leveområde.   

De største trusler mod dem er voldsomt tab af habitat og jagt. De bliver jagtet som bush meat, og fordi de spiser afgrøder, bliver de også anset som skadedyr. De har ingen naturlige fjender.

Rød numse og flot hanekam
Sulawesimakakken er helt sort, med undtagelse af rød/pink farve på bagdelen. De har en meget kort hale på halvanden til to en halv cm. Ansigtet er nøgent og på toppen af hovedet har de en hanekam med op til 15 cm lange hår. Øjnene er rødbrune. Hanner er næsten dobbelt så tunge som hunner.

Hang til frugt
Sulawesimakakken er primært frugtspiser. 70 % af deres føde består af frugt, og især figner er populært. Men de spiser også frø, blade, blomster, skud, æg, fugle, små hvirveldyr som firben eller frøer. 

Aggressive hanner og nussende hunner
Grupper af sulawesimakakker varierer meget i størrelse - fra få individer til over 100. Normalt er grupperne dog på mellem fem og 25 individer. Når de bevæger sig fra sted til sted er det oftest i mindre grupper. Sulawesimakakkerne tilbringer mere end 60 % af deres tid på jorden og er normalt dagaktive. De lever i multihan/multihun-grupper, hvor hunnerne bliver i gruppen, hvor de er født, mens hannerne forlader flokken, når de bliver kønsmodne. Hunnerne i flokken er derfor alle relaterede til hinanden, hvorimod hannerne ofte ikke har nogen relation til hinanden. Hannerne i en flok har et lineært hierarki, og de eneste interaktioner mellem hanner er aggressive. Hunnerne lever i et mere ligeværdigt system, men hannerne er generelt dominerende over for hunnerne omkring foder. Hunnerne groomer (nusser) de højest rangerende hanner mest, faktisk groomer hunner hannerne fire gange så meget som omvendt.

Størrelsen på sulawesimakakkers leveområde varierer meget efter, hvor de lever. Hvis de lever i primær regnskov med adgang til masser af frugt, er deres leveområde under en halv km2. I så fald vandrer gruppen ikke meget. Lever de i dårligere skov kan området være tre en halv km2, og grupperne går op til flere kilometer på en dag. Både hanner og hunner kan lede flokken, når de vandrer. Grupper holder normalt altid mindst 500 meter imellem sig. Dette styrer de ved hjælp af kald, og det er især de dominerende hanner, der kalder. Kommer grupperne for tæt på hinanden, kan det ende i kamp.

Viser tænder og smasker
Sulawesimakakkerne bruger både lyde og positurer til at kommunikere med, og deres ”sprog” minder meget om berberabernes. Et af de signaler, alfahannen bruger, er at gabe, så han kan vise de imponerende hjørnetænder frem. Andre aggressive signaler er at stirre med åben mund, vise tænder med lukkede kæber, angribe eller jage de andre væk. Underkastelse vises blandt andet ved smasken med læberne.   

Flere partnere giver sikkerhed for ungen 
Sulawesimakakker er promiskuøse, så både hanner og hunner parrer sig flere gange med flere forskellige partnere. Hunnerne annoncerer deres seksuelle modtagelighed med stor hævelse og rød/pink farve på området omkring kønsorganerne. Ved at parre sig med flere forskellige hanner nedsætter hunnen risikoen for, at hanner vil skade ungerne. Det er kun hunnerne, der tager sig af ungerne, dog nogle gange med hjælp fra ungens ældre søster. 
Fødsler sker hele året, men der er flest i januar til maj. Hunnen føder normalt en enkelt unge hver 18. måned. Ungerne begynder at bevæge sig væk fra moderen, når de er omkring fire måneder, og de er helt uafhængige efter et år. 

Vidste du, at…
Sulawesi-makakken er den eneste primat - ud over mennesket - der kan udvikle type II diabetes, og derfor er primaten vigtig i forskningssammenhæng.
På Sulawesi hedder den yaki.
Der er ca. 200 sulawesimakakker i omkring 25 zoos i EEP’en, altså det europæiske samarbejde der skal sikre bevarelse af arter.

Historien om "selfie-aben"

I 2011 var fotografen David Slater på Sulawesi for at tage billeder af makakkerne. Han satte et kamera med fjernudløser op og lod aberne undersøge det. Det gav et par ”abe-selfies”. Slater lagde billederne op på en server for at sælge dem, men det blev betvivlet, hvorvidt han havde rettighederne til billederne, når han nu ikke selv havde taget dem! Blandt andet blev billederne lagt på wikimedia commons, hvor der ellers kun ligger rettighedsfrie billeder. Slater krævede at billederne blev fjernet, men i 2014 afgjorde en domstol, at det var aben, der havde taget billederne, så Slater havde ikke rettighederne. Men en ny retssag afgjorde, at dyr ikke kan holde rettigheder. Billedet er stadig frit tilgængeligt.