Zebramangust

Termitbo med penthouse

Zebramangusten lever på den afrikanske savanne. Gamle termitboer udgraves og benyttes som bolig. Som regel opholder de sig kun i et bo i et par dage af gangen, men det varierer fra flok til flok. Visse flokke kan bruge det samme bo igen og igen, og helt op til 2 måneder ad gangen.

Zebrastriber

Zebramangusten er et middelstort desmerdyr, der har fået sit navn fra de mørke tværgående striber, den har på ryggen. Mangusternes pelsfarver varierer meget, og afhænger af det miljø, dyrene lever i. Pelsen består af stive hår, så de er ikke spor bløde at røre ved. De har fem lange kløer på hver fod til at grave efter insekter med. Kløerne kan ikke trækkes tilbage. 

Fra insekter til slanger

Zebramangusterne er insektædere. Deres føde består i høj grad af forskellige biller og termitter. De kan dog også godt finde på at spise større ting som for eksempel mus, slanger og æg. I GIVSKUD ZOO fodrer vi også zebramangusterne med frugt og lidt fisk ind imellem, så de får de rigtige omega3 fedtsyrer.

Når zebramangusterne er ude at lede efter mad, spreder flokken sig ud over et areal på maksimum 50 X 50 meter. Flokken bevæger sig langsomt frem, mens dyrene kradser i jorden efter insekter, vender sten og stikker næsen i revner for at se, om der skulle være noget godt at spise. De kan også bruge deres store kløer til at grave byttet ud ad revner, hvor de ikke kan få snuden ind.

Zebramangusterne "snakker" meget sammen for at holde kontakt, mens de bevæger sig rundt og finder føde. De er ikke specielt begejstrede for at dele, hvis de finder noget rigtig godt at spise. De kan endda finde på at knurre eller skrige af tyveknægte. De har dog svært ved at holde mund og udstøder begejstrede lyde, hvis de finder en "skat", for eksempel en myretue eller en stor bille. Og derved tiltrækker de resten af flokken.

Finder de noget godt, som de har svært ved at få hul på, det kan være en stor bille eller et sammenrullet tusindben, har zebramangusterne en særlig teknik. Med forpoterne kaster de byttet mellem bagbenene mod en sten eller lignende for at få hul. Zebramangusterne i GIVSKUD ZOO bruger også denne teknik til at få hul på de hønseæg, de sommetider får at spise.

Specialiserede advarselslyde

I modsætning til de fleste andre desmerdyr lever zebramangusterne i flokke på op til 35 medlemmer. Om natten sover hele flokken i huler i jorden. Disse huler er ofte gravet af mangusterne selv.  Men de kan også finde på at slå sig ned i ventilationsskakter fra gamle termitboer. Om dagen bevæger hele flokken sig rundt sammen og søger efter føde. I den varmeste tid midt på dagen holder de dog gerne pause og finder et skyggefuldt sted at hvile.

Ligesom hunnerne skiftes til at babysitte de små, så skiftes flokkens medlemmer også til at spise og holde udkig efter rovdyr. Fordi zebramangusterne render rundt med snuden i jorden det meste af tiden, når de leder efter føde, så har de brug for at blive advaret, både hvis der er rovdyr i nærheden, eller hvis en rovfugl kommer flyvende. Faktisk har zebramangusterne forskellige advarselslyde, alt efter om faren kommer fra luften eller på jorden. Vagtposten står ofte højt placeret på en sten, og hvis den advarer om farer fra luften, pisker mangusterne afsted mod det nærmeste hul i jorden. Hvis vagten signalerer, at faren er på jorden, tager de den lidt mere med ro. Det er nemmere at flygte fra en, som skal forfølge en på landjorden, end en rovfugl som har det fulde overblik fra luften.

Vagtposten kan også fortælle de andre i flokken, hvis der sker noget usædvanligt, men ikke nødvendigvis farligt, og så rejser hele flokken sig op på bagbenene og kigger rundt.

Mange mødre

Flokken ledes ofte af det ældste og mest erfarne par. Det er dog ikke kun den dominerende hun, der får unger. Der kan godt være tre-fire hunner og hanner, der yngler. Ungerne dier ikke kun hos deres egen mor, for hunnerne skiftes til at være babysitter. Det frigør tid og ressourcer hos de andre mødre til at gå ud at finde føde imens. Det er dog ikke kun de diegivende mødre, der er med til at opfostre de små. Alle medlemmerne af flokken er også med til at transportere og soignere de små. Hannerne leger også med de små og er med til at træne deres jagt- og fødesøgningsadfærd.

Vidste du, at…

Ligesom flokken hjælper hinanden med at opfostre unger, så hjælper de også hinanden, når der er fare på færde. Hvis et rovdyr som for eksempel en sjakal eller en grib nærmer sig flokken, kan zebramangusterne finde på at bevæge sig imod angriberen i tæt formation, mens de knurrer og snapper og skiftes til at rejse sig på bagbenene. Det giver indtryk af et meget større dyr, der bølger hen imod angriberen, og det kan skræmme selv store dyr væk.
Zebramangusternes fælles forsvar stopper dog ikke ved at skræmme modstandere væk. Man har faktisk også observeret, at de kan finde på at redde medlemmer af flokken, der er taget til fange.

En dominerende han i en flok klatrede sågar op i et træ og skræmte en ørn til at tabe en anden han, den ellers havde sat sig til rette med for at spise. Den tilfangetagne han overlevede denne ufrivillige tur op i træet.
Det mod, zebramangusterne udviser, har måske også medvirket til deres ry som frygtløse slangedræbere. De er ikke immune over for slangegift, men er bare så hurtige og adrætte, at de undgår at blive ramt af slangens bid, når den hugger. I stedet kommer de meget tæt på og rejser pelsen som et pindsvin. Slangen trækker sig derefter en smule tilbage for at kunne hugge til, og så er det, at mangusteren selv slår til med et dræbende bid.