Åh nej, den fik ram på os
Dyrepasser Christina Kolbæk går forrest ud til guanacoerne, som står i deres indhegning, og lige bagved kommer dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen. Hendes hætte på frakken er trukket op om hovedet, og hun holder afværgende hånden op foran ansigtet. Hun ved godt, at en utilfreds guanaco kan finde på at sende en spytstråle af sted, og at hun ikke er den mest populære hos flokken.
- Kan vi tage den herover i hjørnet, siger Ditte-Mari Sandgreen, mens Christina Kolbæk genner de store dyr væk og isolerer den lille nyfødte guanaco i et indhegnet hjørne af anlægget. Ingen spytstråler endnu.
Den lille ny skal vaccineres, mærkes og have vitaminer.
En lynhurtigt sundhedstjek
Den lille ny tager sundhedstjekket fint. Christina Kolbæk holder den stille, mens Ditte-Mari Sandgreen giver indsprøjtning og vitaminer, sørger for mærkning og tjekker kønnet. Imens går moren frem og tilbage lige foran hegnet. Den vil gerne have sin unge tilbage. Men stadig ingen spytstråler er sendt gennem hegnet.
- Det er en lille hun, lyder det fra dyrlægen.
Nådigt sluppet
Men moren er ikke tilfreds. For nu sender hun en stråle afsted mod dyrepasseren og dyrlægen.
- Hun fik ikke mig, fik hun dig, griner Ditte-Mari Sandgreen.
- Det var jakken, hun ramte, griner Christina Kolbæk og tilføjer:
- Det var nådigt sluppet.
Spytter opkast op
Lamaarterne er kendt for at spytte. Og de rammer faktisk ret godt. Det er godt for dem, men ikke så godt for deres mål.
- Det, guanacoerne spytter op, er faktisk maveindhold med mavesyre. Så det er ikke engang savl, der rammer os. Det er simpelthen ren opkast, forklarer Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:
- Men vi slap med skrækken i dag. Bortset fra Christinas jakke.