Arter forsvinder hurtigere end ventet
En undersøgelse om udryddelse af arter foretaget af amerikanske og mexicanske forskere er ganske nedslående. Forskerne har undersøgt populationsdata for næsten 30.000 arter af landlevende hvirveldyr. Af dem er 515 kritisk truede med under 1.000 individer tilbage.
Samtidig har forskerne konkluderet, at 543 arter, der er blevet udryddet inden for de seneste 100 år, under normale omstændigheder ville tage 10.000 år om at forsvinde.
- Det er en ganske markant forskel, som viser, at arter udryddes 100 ganske hurtigere end hvad der ellers har været normalt her på jorden. Det er et uhyggeligt tempo, og at vi er nødt til at sætte ind, hvis vi skal stoppe den nedadgående spiral, siger biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.
Arters overlevelse hænger sammen
Der er en ganske særlig grund til, at det er vigtigt at bevare arter – også selvom de måske ikke er store og spektakulære.
Arterne indgår nemlig i naturens kredsløb, hvor alle spiller en rolle. Så hvis nogle arter uddør, er der større risiko for, at andre arter følger med i en regulær dominoeffekt for alverdens økosystemer, forklarer biologen:
-Vi bliver hele tiden klogere og klogere på den fine balance naturen er i. Og hver gang noget kommer ud af balance, er der andre ting der bliver ramt. Så biodiversiteten og arternes sameksistens hænger sammen. Hvis man fjerner en brik, er der større risiko for, at andre brikker vælter, og det kan få alvorlige konsekvenser for vores natur.
Ændring kræver bred indsats
For at ændre trenden skal både lokale regeringer, men også naturbevaringsorganisationer og de zoologiske haver og akvarier deltage. Og selv om det ikke er zooverdenen der spiller den største rolle, kan den dog stadig være vigtig del af fremskridtet.
- I dyreparker og zoologiske haver arbejder vi sammen internationalt, og vi arbejder meget med truede arter og har avlsprogrammer for at kunne sikre en backup-population til arter i naturen, fortæller Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:
- Det er før lykkedes zoologiske haver at genudsætte arter og genetablere bestande, som ellers var udryddet i naturen, blandt andet przewalskihesten i Mongoliet. Og det kommer helt sikkert til at blive nødvendigt med lignende indsatser i fremtiden. Så man må håbe, at nu hvor klimaforandringer og biodiversitet har nået de politiske dagsordener mange stedet i verden, og FN har søsat verdensmål for at give kloden en hjælpende hånd, så får de truede arter også en chance for at overleve.