Bier leverede fin portion honning
De gyldne dråber løber roligt ud af bistadet, som i tre måneder har stået i GIVSKUD ZOOs biodiversitetsområde. Honningen lander i en spand, som allerede er ved at blive godt fyldt.
- Der er mere, end jeg forventede, så det ser rigtig godt ud. Og samtidig viser biernes produktivitet jo, at de har kunnet trives i området, siger biolog og formilder Lasse Stærdal Simonsen, som har været med til at udforme parkens område for biodiversitet.
Bier brugt til formidling
Bistadet er parkens eget, og bierne har GIVSKUD ZOO lånt af den lokale biavler Bjarne Søbye for at formidle om dyrene og om deres enorme betydning for naturen.
- Jeg vil sige, at det har været en succes, for der har været god aktivitet i området, og vores gæster har været nysgerrige og interesserede. Vi har fået mange spørgsmål og tilbagemeldinger, siger Lasse Stærdal Simonsen og tilføjer:
- Hele formålet er jo at lære vores gæster mere om naturen og om, hvorfor det er vigtigt, at vi beskytter den. Og det har bierne været en god hjælp til. Det er klart, at det ikke er vilde bier, som lever for eksempel i huller i træer, vi kan fremvise. Men bierne i stadet giver os dog stadig et værktøj til formidling af et vigtigt emne.
Skal rykke til et vinterlogi
Efter tømningen af tavlerne i bistadet tager biavler Bjarne Søbye honning og bier med sig.
De kan ikke blive i bistadet vinteren over, fordi det ikke er isoleret nok til, at bierne vil kunne overleve hård frost.
I stedet rykker de til vinterlogi hos biavleren. Og så regner biolog Lasse Stærdal Simonsen med, at de vender tilbage til parken igen næste forår.