lukket

Bongo sendt til til Ree Park

06. juli 2022
En af GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs unge bongo-hunner har forladt parken og er nu sendt til Ree Park Safari.

Tidligt tirsdag morgen mødtes GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen, med den faste dyrepasser hos parkens bongoantiloper, Villy Vinding. Sammen skulle de sørge for at få bedøvet en ung bongoantilope, som skulle sendes ud af parken og videre til Ree Park Safari.
 
- Den unge bongo er en hun på knap to år. Hun kan ikke længere blive i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, fordi hendes far er i parken, og dermed giver det risiko for indavl, hvis hun skulle blive i flokken, fortæller dyrlægen.

Trænet til bedøvelse
At bedøve en bongo kræver forberedelse.

- Vores bongoantiloper er en af de mest udfordrende arter at bedøve her i parken. De reagerer utrolig kraftigt på uventede ting, og det tager lang tid for dem at falde til ro igen, siger Ditte-Mari Sandgreen, som de seneste uger har forberedt sig til flytningen af bongoen.

Hos bongoantiloperne foregår bedøvelsen nemlig lidt anderledes end hos de fleste af parkens andre dyr. Da denne antilopeart kan reagere meget voldsomt på ting, de ikke forventer, vil dyrlægen ikke bedøve med bedøvelsespil. Hvor de fleste dyr tager det ret roligt at blive ramt af en pil, får det hos bongoerne ofte dyret til at gå i panik og springe rundt i stalden, hvor det kan komme til skade.
Derfor har Ditte-Mari Sandgreen sammen med dyrepasseren trænet den unge bongohun til at komme tæt på og få godbidder inde i stalden. Og så har dyrlægen løbende vænnet dyret til, at hun rører det på halsen, så hun på morgenen for transporten kan injicere bongoen med en sprøjte i hånden.

- Denne træning er utrolig godt givet ud, for det betyder, at hun er helt rolig på dagen for den rigtige bedøvelse, og det sænker risikoen for at hun går i panik og skader sig selv. Denne gang opdagede hun knap nok, at jeg stak hende, så det var helt perfekt for hende og os.

Vel ankommet til Djursland
Under selve bedøvelsen var det kun dyrlægen og dyrepasseren, der opholdt sig i stalden for at sørge for mest mulig ro. Bongoantiloper reagerer nemlig også kraftigt på at mærke bedøvelsen tage effekt i kroppen, så det er en anspændt situation, indtil medicinen virker, og dyret sover godt.
Da bongoantilopen endelig var bedøvet, kom flere dyrepassere til for at hjælpe med at løfte den unge bongo på et bærestykke og ud i den ventende trailer.

- Det hele gik fint, fordi vi var velforberedte. Det bliver man simpelthen nødt til at være inden transporter som denne, så da bongoen var godt på plads i traileren, trak vi lettede vejret. Og da vi over middag fik besked fra Ree Park Safari om, at hun også var vel ankommet, faldt skuldrene også på plads. Det er altid en lettelse af høre dyrene er kommet godt frem til deres nye anlæg. Nu skal hun bruge et par dage til lige at falde på plads i sit nye hjem, og så skal hun møde de andre bongoer, når dyrene er klar til det, lyder det fra dyrlægen. 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA runder sæsonen af med tredjehøjeste besøgstal nogensinde
30. oktober 2024
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA punktum for endnu en sæson. Parken opnåede sit tredje…
Er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA årets dyrepark 2024?
25. oktober 2024
Igen i år er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nomineret til Børn i byen Prisen i kategorien Årets Dyrepark 2024. Du…
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.