Brillebjørnetvillingerne har fået navne
Machu og Picchu.
De to brillebjørneunger, der blev født i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA i februar, har nu endelig fået deres navne.
Bjørnebrødrene er opkaldt efter inkaernes gamle by i Peru. Den ældste bjørneunge hedder nu Machu, mens den yngste tvilling har fået navnet Picchu.
Tæt afstemning
Sponsoren på brillebjørneanlægget i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, JFM, har sammen med brugere og læsere fundet frem til navnene via en afstemning – og der var meget tæt løb.
Først kunne alle komme med navneforslag til bjørnebrødrene. Her kom der over 500 forslag. De blev kogt ned til fem navnepar, som indgik i den endelige afstemning. GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA udvalgte navnene til finalen, hvor betingelsen var, at navnene skulle passe med brillebjørnes oprindelige levested i Sydamerika.
JFM modtog 1.454 stemmer fra Vejle Amts Folkeblads læsere, som fordelte sig således:
- Machu og Picchu: 355
- Luis og Marco: 333
- Hector og Santos: 321
- Paco og Rico: 303
- Arco og Rey: 142
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA har Europas største anlæg til brillebjørne, og i alt er der nu syv bjørne i parken. Udover tvillingebrødrene Machu og Picchu kan parkens gæster opleve deres mor Nazca, far Raymi, storebror Uno samt et andet brødrepar, Sonco og Tupa.