lukket

Den store hangorilla trænes dagligt

29. august 2017
Hver dag træner den faste gorilla-dyrepasser GIVSKUD ZOOs store førerhan Kipenzi til at følge instrukser. Det letter både kontakten mellem de to, og samtidig giver det bedre muligheder for at komme tæt på gorillaen uden stress for dyret, hvis han skulle få brug for at bliver undersøgt af dyrlægen.

- Kipenzi, åben. 


GIVSKUD ZOOs store hangorilla følger hurtigt instruksen fra dyrepasser Tina Frisk, der til daglig tager sig af gorillaerne. Han åbner munden på vid gab. Og rosen og belønningen kommer promte.

- Dygtig, siger Tina Frisk og giver Kipenzi en tørret abrikos, som er ligesom slik for gorillaerne.

Træningen foregår stort set hver morgen. I nogle minutter sidder Tina Frisk og beder Kipenzi om at åbne munden, om at lægge skulderen op ad tremmerne, om at lægge øret mod tremmerne og om at lægge hånden på tremmerne. Og den store gorilla er tydeligt optaget og følger dyrepasserens instrukser.  

- Han er rigtig dygtig. Han gør altid, som jeg siger, og jeg ansporer ham til det ved straks at give en belønning, så han også får noget godt ud af træningen.

En langvarig proces
Det er ikke en form for træning, der kan overstås på et par dage, og så følger gorillaerne lydigt instrukser fra dyrepasseren. Tina Frisk har øvet med Kipenzi i flere år og holder fortsat træningen ved lige.

- Det begyndte egentlig som aktivering og berigelse af ham. Og da jeg kunne se, at han var meget interesseret og også dygtig, så blev vi ved og tilføjede mere og mere. Men det er foregået med små skridt og lidt ad gangen, så han gradvist har kunnet vænnet sig til det.  

Træning letter kontakt
Tina Frisk sørger for at træne regelmæssigt, fordi det skaber god kontakt mellem hende og Kipenzi. Og også fordi det er en stor fordel, når gorillaen skal undersøges i sundhedsmæssig sammenhæng.

- Vi kan jo ikke bare gå ind til gorillaerne og tjekke dem, hvis de for eksempel viser tegn på noget sygdom. Men ved hjælp af træningen kan jeg vende Kipenzi til at komme hen til mig, hvor det giver bedre muligheder for at undersøge ham. Når jeg for eksempel beder ham vende skulderen til, giver jeg ham et lille prik med en nål. Det vil hjælpe, hvis vi en dag får brug for at bedøve ham, forklarer Tina Frisk og tilføjer:

- Vi har faktisk brugt det engang, hvor vi skulle tage en blodprøve. Normalt skyder dyrlægen en bedøvelsespil afsted. Men gorillaerne bliver stressede og ophidsede, når de ser geværet. Så denne gang fik jeg i stedet Kipenzi over til tremmerne, hvor jeg så kunne give ham bedøvelsessprøjten uden stress. Og så kunne vi gå ind til ham og tage en blodprøve, da han var faldet i søvn.  

Kun Tina og Kipenzi
Det er kun Kipenzi, som bliver trænet til kontakten med dyrepasseren.

- Flere af de andre gorillaer kunne sagtens trænes til det samme. Men jeg kan ikke gøre det med dem, medmindre jeg lukker Kipenzi fra. Det er tidskrævende, og heller ikke altid nemt, fordi hunnerne altid følger med hannen, siger Tina Frisk.

Det er heller ikke alle og enhver, der vil kunne gøre det, forklarer dyrepasseren:

- Gorillaerne er ikke så glade for at blive rørt, men Kipenzi har vænnet sig til, at jeg gør det. Hvis andre forsøgte det samme, er det ikke sikkert, at han ville følge instrukserne, fordi det ville være uvant for ham.

Tina Frisk vil også gerne træne med GIVSKUD ZOOs unge hangorilla Yeba. Han er fem år og meget interesseret og nysgerrig. Så han vil også kunne trænes op til tjek, mener hun. Og ligesom ved Kipenzi vil det være en fordel med den gode kontakt, til når Yeba bliver en stor, stærk han.

Vil kunne udvide tjek
Træningen med Kipenzi og fordelene ved det er så tydelige, at Tina Frisk gerne vil udvide mulighederne.

- Jeg vil gerne lære Kipenzi at lade mig scanne hjertet. Hans far, Samson, fik hjerteproblemer. Så hvis vi kan scanne hjertet, kan vi holde øje med, om Kipenzi får lignende hjerteproblemer. Men det kræver en tremmedør, hvor han kan lægge brystet til. Det kan han ikke i vores nuværende anlæg, hvor dørene er delt med en hylde. Men det er dog på tegnebrættet, siger Tina Frisk, som tror, at det vil Kipenzi også sagtens kunne trænes op til.  


Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA runder sæsonen af med tredjehøjeste besøgstal nogensinde
30. oktober 2024
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA punktum for endnu en sæson. Parken opnåede sit tredje…
Er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA årets dyrepark 2024?
25. oktober 2024
Igen i år er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nomineret til Børn i byen Prisen i kategorien Årets Dyrepark 2024. Du…
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.