Derfor er nattejagt en fordel
I løbet af efterårsferien kan gæster i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA møde forskellige af nattens jægere i Danmark og lære mere om deres levevis – og om hvorfor disse dyr jager om natten.
- Det er med nattejægere som med meget andet i naturen; der er en naturlig forklaring. Nattens jægere har ikke valgt, at de vil jage om natten for sjov. Der er en rigtig god grund til, at ulve, ugler, flagermus og andre går på jagt i ly af mørket, fortæller Cindy Sørensen, som er biolog og formidler i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
En fordel for nattejægerne
Man inddeler dyr, der går på jagt i ly af mørket i tre kategorier; obligatorisk nataktive arter, skumringsaktive arter, og arter, der er begge dele.
Der er forskellige teorier om, hvorfor disse dyr har udviklet sig til at være nataktive, og hvorfor det er en fordel for dem at finde føde i skumringstimerne og om natten.
- Nogle forskere mener, at de dyr, der jager i ly af mørket, selv er beskyttet af mørket, således af det er sværere for andre dyr at fange dem. En anden udbredt teori er, at der er mindre konkurrence om maden om natten, så man skal ikke kæmpe mod helt så mange andre arter som om dagen. Samtidig spiller vejr og temperatur ind. Tag for eksempel tudser og frøer. De har ikke godt af at være ude en hel dag i solskin, for så tørrer de simpelthen ud. Så de er nødt til at skjule sig om dagen og gå ud om natten, forklarer biologen.
Kræver særlige evner
Hvis dyr skal jage om natten, kræver det dog, at de er tilpasset til det. Flagermus har klart den mest avancerede tilpasning til et liv om natten. De orienterer sig nemlig med ekkolokalisering. Gennem munden eller næsen udsender de meget højfrekvente lyde, som tilbagekastes af omgivelserne, hvorefter flagermusen med hørelsen opfanger ekkoerne og danner sig et lydbillede af omgivelserne.
For andre arter spiller syn, lugtesans, følesans og hørelse ind.
- De kan have særlige øjne, der gør, at dyrene er bedre til at opfatte ting i mørke, de har veludviklet hørelse, og derudover har de fleste nataktive dyr også en meget veludviklet lugtesans. Nattens højere luftfugtighed medvirker generelt til at duftspor holder længere end om dagen, hvor der sker en højere fordampning. Derved er det nemmere at følge i sporene på byttedyr om natten. Og nogle pattedyr har meget lange, følsomme knurhår, som kan fornemme selv små ændringer i luft og vandstrømme, siger Cindy Sørensen og tilføjer:
- Det er virkelig fascinerende, og derfor er det jo også ærgerligt, man kan så sjældent oplever de nataktive danske dyr som ugler og ræve. Men så kan man besøge os her i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA i efterårsferien, lære mere om dyrene og se nogle udstoppede modeller.
Efterårsferien med temaet Nattens jægere varer frem til søndag den 24. oktober 2021.