Dyr skal i stald for natten

Turen starter ved sulawesimakakkerne. Dyrepasser Villy Vinding er heldig; dyrene er gået i stalden selv, så han bare kan lukke lågen bag dem. Da han har fodret dem, er første opgave overstået. Det tog få minutter.

- Ofte vil gerne dyrene ind om aftenen, fordi dyrepasserne har lagt mad ud, så dyrene har en god grund til at gå ind, siger han.

Hver dag sørger en dyrepasser og en sæsonansat parkmedarbejder for at lukke dyr i stald for natten. Opgaven går på tur mellem parkens dyrepassere og sæsonansatte. Dyrepasseren tager de store og de farlige dyr, mens parkmedarbejderen tager sig af de andre. Og så lukker parkens vagtleder løverne ind.

- Vi har klare regler for, hvem der gør hvad. Og vi tæller dyrene, når de kommer ind, så vi er sikre på, at alle er i stalden, fortæller Villy Vinding.

Hierarki på savannerne
Efter sulawesimakakkerne er det kæmpeoddernes tur. Først vil de ikke med. Men efter kort tid smutter de til den del af anlægget, hvor deres redekasser er. Og så er den indlukning også overstået. 
Derefter går turen mod savannerne, hvor Villy Vinding skal lukke alle dyr ind.

- Så ved de, at vi er her, og at det nu er tid til at komme ind, siger han, da han banker på en af de store jernporte ved slusen mellem savannen og staldene, så en metallisk lyd runger i luften.

Portene mellem savanner og stald åbner han med fjernbetjening, så han ikke skal tæt på de store dyr.
Dyrene går altid ind i en bestemt rækkefølge. Først kommer næsehornene. Det går hurtigt.
Derefter er det savannebøflerne. De stiller sig i slusegangen. Og bliver stående.

- Savannebøflerne kan være en udfordring. Det kan blive skræmt over ingenting, selvom de er store, farlige dyr. Og så rykker de sig ikke ud af stedet, hvis først det sker. De er heller ikke altid enige om, hvad der skal gå forrest. Så hvis først de bliver stående, kan man risikere at vente i lang tid, før det lykkes at få dem i stald, fortæller Villy Vinding.

Denne aften skal han dog ikke vente længe. Efter godt fem minutter går den største savannebøffel ud af slusegangen og sætter kurs mod stalden. De andre følger med. Og så kan der også lukkes og låses der.

Kræver kendskab til dyrene
Gemsbokkene går ind i stalden enkeltvis. Her skal Villy Vinding være opmærksom på dyrenes særlige små øreklip, der viser, hvilke dyr det er, og i hvilken boks de skal være. Desuden skal han kende dem ret godt.

- De kan være farlige, for de er store og har lange horn. Så her skal man være opmærksom på deres forskellige reaktioner og temperament, forklarer han, mens han roligt sluser dem ind i boksene. 

Nogle må være ude, andre skal ind
Hesteantiloper, bongoer og giraffer bliver også lukket ind uden problemer. Det samme gør elandantiloperne og watussiokserne. Og så er der bare zebraerne tilbage.

- De gider ikke altid at gå ind. Men når man har fået den første ind i staldboksen, plejer det at hjælpe, og så følger de andre efter en for en. De bryder sig ikke om at være skilt fra flokken, forklarer han.

Denne aften lykkes det at få alle dyr ind. Men det er ikke altid muligt. Nogle af dyrene kan også godt blive ude, hvis de ikke er til at få ind. Men andre skal i stald for natten - for eksempel næsehorn og savannebøfler.

- Hvis ikke de gider at gå ind fra anlæggene. må vi bare vente, indtil de er kommet ind. Så hvis dyrene ikke er samarbejdsvillige, kan det godt blive en lang aften. For vi bliver her, til alle farlige dyr er i stald for natten.

I aften blev ikke lang. Efter en god time er Villy Vinding færdig og kan holde fyraften.