Gæsten og Hesten på visit
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs direktør Richard Østerballe satte makkerparret Melvin Kakooza og Christine Feldthaus i gang allerede ved deres ankomst. Og så kom de ellers rundt i parken.
De skulle skovle lort, fodre dyr, hjælpe dyrlægen, formidle og undervise og meget andet i løbet af ugen.
Indimellem kunne de høre om, hvilket arbejde der er i at holde en dyrepark, og hvordan GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA arbejder med at formidle, hjælpe forskning på vej samt bevare og beskytte truede arter.
Anstrengelserne bliver til tv-programmet Gæsten og Hesten, som kører på anden sæson hos DR. Det handler denne gang om, at makkerparret tager rundt i Danmark for at give en hånd med efter COVID-19 nedlukningen. Og i modsætning til sæson 1, hvor de skiftes til at være gæst og hest, er begge værter i denne sæson mere arbejdsheste. I hvert fald i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.
Programmet fra parken er det sidste i rækken i denne sæson. De første programmer bød blandt andet på besøg i Nordjylland med visit i badebyen Løkken og hos Ørnereservatet. Og en tur til Sønderjylland hvor blandt andet Gram Slot fik besøg.
Programmet fra GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA kan ses på lørdag den 1. august kl. 20.00 på DR2. Det kan også ses på dr.dk.