Glædelig jul - fra Richard Østerballe
Ligesom sidste år har sæson 2021 i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA været markant anderledes end tidligere år i parkens historie. Coronaepidemien har igen sat sine spor og påvirket parken.
Vi blev ramt af epidemien allerede i februar, hvor høje smittetal lukkede samfundet ned, og derfor kunne vi ikke byde gæster indenfor i vinterferien, som vi plejer.
Høje smittetal i Givskud Sogn sendte os også ud i en tvangslukning i begyndelsen af juni. Efter et par dage fik vi dog dispensation og måtte genåbne.
De mange restriktioner året igennem har også haft betydning. Indendørs adgangsbegrænsninger, krav om mundbind og fremvisning af coronapas og testsvar skulle inddrages i dagligdagen.
Så året har ikke været uden udfordringer. Og alligevel er vi nu ovenud taknemmelige for sæsonen.
Frem til midt juli frygtede vi at afslutte året med et stort tab af gæster og et millionunderskud.
Det betød, at vi stoppede projekter og investeringer for at gå med livrem og seler, blandt andet fik vi desværre ikke åbnet vores store nye pingvinanlæg som håbet.
Heldigvis blev frygten ikke til virkelighed. For midt i juli vendte strømmen, således at vi afslutter sæsonen af kun få hundrede gæster under det forventede budgettal på 375.000 gæster. Og vi slog også alletiders rekord med at sælge over 42.000 årskort.
Økonomisk rammer vi også sorte tal på bundlinjen. Private har doneret økonomisk støtte og hjulpet os ved at købe årskort, mad og souvenirs i parken. I år var der ikke en sommerpakke fra staten til at hjælpe, men vi har dog fået omkostningstilskud via statslige hjælpepakker. Vi har fået stor hjælp fra sponsorer. Og Vejle Kommune har også bidraget, således at parken kommer økonomisk sikkert ud af 2021.
Vi nåede også lige at få æren af at vinde titlen Årets Dyrepark for andet år i træk ved uddeling af Børn i Byen Prisen 2021.
Så når vi kigger tilbage på året 2021, er det med stor taknemmelighed og lettelse over, at noget der så så skidt ud, endte med at være virkelig godt. Vi er overvældede over al den hjælp, støtte og varme tilkendegivelser, vi har fået.
Så på vegne af hele parken - tusind tak og rigtig glædelig jul.