Gnuerne er ude
En fast forårsrutine i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er, at parkens flok af hvidhalede gnuer skal lukkes fra stalden og ud på savannen.
Inden de bliver det, vurderer dyrepasserne løbende vind, vejr, chillfaktor og vejrudsigt. Det gør de, fordi vejret skal være nogenlunde stabilt og uden hårde frostgrader, før gnuerne lukkes ud på den store afrikanske savanne. Og i 2023 blev det altså til tirsdag den 4. april.
Kan ikke lukkes ind og ud
Der er nemlig det specielle ved gnuerne, at når de først er lukket ud på savannen, så bliver de ude – dag og nat – sæsonen igennem. Og de kommer først ind igen, når efterårs- og vintervejret begynder at tage til med kulde og frost.
Det skyldes, at de hvidhalede gnuer ikke har sind og temperament til at gå ind og ud af stalden hver dag ligesom parkens andre arter. Derfor er de bare ude sæsonen igennem – men kommer så altså først ud og ind igen ud fra vejrforholdene.
Fodres ind mod stalden
Når gnuerne skal ind til stalden igen for de kolde måneder, har dyrepasserne en fast rutine; de begynder at rykke det foder, de lægger ud til gnuerne hver dag. Dag for dag rykker de foderbunken en smule tættere mod stalden, indtil de når helt hen til slusegangen mod stalden. Og så kan de til sidst lukkes ind.
Når gnuerne er i stalden i vintermånederne, får de stadig luft dagligt, da der er et mindre udendørs anlæg i tilknytning til stalden – og det kan de altså godt finde ud af at gå ind og ud fra dagligt uden forvirring og stress.