Gorillaungen hedder nu Ayo
Den yngste i GIVSKUD ZOOs gorillaflok hedder nu Ayo. Det står klart efter en afstemning på parkens facebookside.
Parken vil gerne have navne, der passer med gorillaernes oprindelsessted, så der var på forhånd udvalgt to vestafrikanske navne til en meningsmåling, som brugerne så kunne stemme på.
Det ene navn var Kijani, som betyder kriger. Det andet var Ayo, som betyder glæde.
Kijani fik cirka 1.600 stemmer, hvilket svarede til 32 procent af stemmerne.
Ayo hentede godt 3.500 stemmer fra facebookbrugerne, hvilket svarede til 68 procent. Så det blev navnet til den lille nye hangorilla.
I mange af kommentarerne ved afstemningen gik det igen, at en gorillaunge er en stor glæde, og derfor burde navnet være Ayo.
Ayo blev født lørdag den 19. maj foran parkens gæster. Moren hedder Minnie, og Ayo er hendes syvende unge.