Hierarkiet i en ulveflok
I GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er der 11 nordamerikanske ulve; en far og ti unger fra kuld gennem de senere år. Alle er hanner, så pt. er der ingen hun i flokken.
Et tilbagevendende spørgsmål i parken er, hvordan er hierarkiet hos ulvene. Det er som udgangspunkt en struktur i ulveflokke, men den er ikke så fast, at hierarkiet ikke kan ændre sig, forklarer biolog og formidler i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Nadia Schilling Davidsen.
Hierarki i en søskendeflok
En ulveflok består typisk af et forældrepar og disses unger. Faderen og moderen er de to ulve, der er højest i hierarkiet. Men med ungerne kan det skifte;
- Det kan ændre sig alt efter ungernes alder. Når der er hvalpe i en flok, er det altid moderen og ungerne, der får lov til at spise først, så flokken er sikker på, at både mor og de mindste får mad nok. Derefter spiser faderen og så resten af flokken nedad i hierarkiet, fortæller formidleren.
Nordamerikanske ulveunger er voksne i en alder af et år, og normalt bliver de i forældrenes flok, indtil de er to-tre år gamle. Når ungerne er næsten voksne, skal de finde deres egen plads og position i flokken. Her starter de nederst i hierarkiet under alle de andre, fordi de er de mindste og mest uerfarne. Men det kan hurtigt ændre sig;
- Om man bestemmer mere eller mindre end de andre ulve, afhænger ikke kun af alder, det afhænger også af styrke. Altså kan for eksempel en storebror godt være mindre end en lillebror fra året efter og derved ligge under for lillebror. Derudover ser man tit at hunnerne er mere aggressive end hannerne, selvom hannerne er en smule større, så voksne hunner vil ofte ligge over deres brødre.
Når forældrene bliver gamle
Hvis en gammel ulvefar ikke længere kan holde sin førerposition, er der ifølge Nadia Schilling Davidsen to muligheder;
- Enten opløses flokken, og alle går hver til sit, eller også kan faderen gå nedad i hierarkiet og forblive i flokken, hvorefter en af hans store hanunger tager over. Selvom faderen ikke længere leder flokken, kan han sagtens være en del af flokken. Han bliver blot ikke den, der får lov til at yngle og spise først, men i stedet den, der kan hjælpe med at passe sine ”børnebørn”.
Hvis en ulvemor mister sin mage, som mister førerposition, vil hun typisk ikke bare danne par med en af sine egne unger. Så vil hun enten forlade flokken måske sammen med nogle af sine hununger eller forlade flokken alene og danne et nyt par med en ny han.
Årstider kan skabe ændringer
Hierarkiet i en ulveflok svinger også hen over året, hvor pladserne godt kan blive byttet rundt.
Derudover ses det, at ulve i strenge vintre godt kan danne større flokke af flere små flokke.
- Når sommeren kommer, deler de sig ud i de små flokke igen for at yngle. Når man sådan samler og skiller flokke ad i forhold til sæson, vi hierarkiet ulvene imellem også skifte lidt, fortæller Nadia Schilling Davidsen.
Variationer hos arter
Strukturen i en flok kan også variere, alt efter hvilken ulveart der er tale om;
- Hos den europæiske ulv, som er den vi har i Danmark, flytter ungerne typisk hjemmefra, allerede når de er et års tid. Her i Europa har vi også så meget mad året rundt, at flokkene ikke behøver at beholde ungerne så mange år. Nogle gange bliver der dog stadig et par store unger tilbage i flokken og hjælper forældrene med ungerne indtil efteråret.
Du kan opleve GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs nordamerikanske ulve ved området P1.