Ikke set i tre år: parring hos dværgflodheste
De højlydte grynt fra hannen Micro Chip viste tydeligt, at hunnen Berta var i brunst. Så dyrepasserne var hurtige og fik lukket de to dværgflodheste sammen. Og ganske rigtigt; hun var i brunst, og dyrene parrede sig.
- Det er helt særligt. Micro Chip og Berta bor i samme stald, men de går i hver sin boks, og de har også udeanlæg, hvor de går hver for sig. Dværgflodheste er nemlig solitære og foretrækker et liv uden artsfæller, forklarer Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:
- Men i dette tilfælde gik Micro Chip og gryntede højlydt og han søgte mod porten for at komme hen til Berta. Så det var tydeligt, at brunstperioden var i gang, selvom Berta ikke viste tegn på, at noget særligt var på færde.
Kun brunst i kort tid
Brunsten hos dværgflodheste varer kun ganske kort. Faktisk kun nogle timer. Derfor var det et rent held, at dyrepasserne opdagede, at Micro Chip reagerede på Bertas brunst.
- Nogle gange kan brunsten opstå om aftenen og natten eller i dagtimer, hvor personalet ikke er til stede ved stalden. Derfor er det sjældent, at vi overhovedet når at opdage brunsten, før den er gået over igen. Og derfor er det også sjældent, at det lykkes os at lukke dyrene sammen, forklarer dyrlægen.
Da de to dværgflodheste endelig var blevet lukket sammen, blev de overvåget grundigt under hele forløbet, som varede godt tre timer.
- Det er utrolig vigtigt, at flodhestene blev overvåget konstant, mens de var sammen. For når brunsten er overstået, vil Berta jage Micro Chip væk, og hvis han ikke kan flytte sig, vil hun angribe ham – og hun har store tænder! Så vi skulle være klar til at skille dem ad, så Micro Chip slap fra mødet uden skader, fortæller Ditte-Mari Sandgreen.
Dværgflodhestene nåede at parre sig i vandet, og da det var overstået, og Berta begyndte at afvise Micro Chip, søgte han mod stalden, hvor der så blev lukket af, så dyrene igen blev skilt ad.
Spinkelt håb om unger
Selvom dværgflodhestene parrede sig, er der ikke det store håb om, at det fører til en lille ny beboer i anlægget.
- Berta er en gammel dame på 33 år, så chancen for drægtighed hos hende er ikke ret stor. Omvendt kommer hun stadig i brunst, så systemet virker jo tilsyneladende. Uanset om Berta bliver drægtig eller ej, var det godt at se dyrene udfolde en del af deres natur, som vi ikke får lov at følge så ofte, siger dyrlægen.
Hvis dværgflodhesten Berta er drægtig, vil der gå 190 til 195 dage, før der fødes en unge.