Ingen vaccination af dyr
Sideløbende med at COVID-19 har ramt mennesker i hele verden, har GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs dyrlæge fulgt med i konsekvenserne af sygdommen for dyr og dyreparker både i EU og i resten af verden.
Endnu har der ikke været tilfælde i Danmark; ifølge dyrlægen har det tætteste tilfælde været i en dyrepark i Sverige, hvor nogle løver og tigre blev smittet af en dyrepasser.
- Vi har set, at der har været mange smittetilfælde, og at de har været koncentreret om få arter i zoologiske haver. Det gælder primært store kattedyr som tigre og løver samt menneskeaber som gorillaerne - senest er der udmelding om smitte hos 13 gorillaer i en zoologisk have i Atlanta i USA. Så vi har et par risikoarter her i parken, som der holdes ekstra godt øje med, forklarer dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen.
I USA vaccinerer nogle zoologiske haver deres risikoarter med en COVID-19 vaccine fremstillet til dyr.
- Vaccinen er kun godkendt til eksperimentel brug og en case-til-case brug. Så det er på de tidlige stadier, og vaccinen er ikke godkendt i EU endnu. Derfor har vi ingen aktuelle planer om at vaccinere vores dyr mod covid-19 – men vi følger udviklingen nøje, fortæller dyrlægen.
Hurtigt friske efter smitte
De fleste dyr i zoologiske haver og dyreparker har haft forbigående sygdom, når de er blevet smittet med COVID-19, og langt de fleste er også kommet sig fint over smitten.
- Kun få ældre dyr eller i forvejen syge dyr er blevet hårdt ramt, og aflivet af humane årsager, men smittebilledet ligner ret meget det, vi ser hos mennesker, forklarer dyrlægen.
Hun er ikke så bekymret for, at GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA bliver ramt;
- Den forventede udvikling i samfundet tager vi ret roligt, fordi de arter, vi har, der er i højrisikogruppen, er sunde og raske, og der er ingen gamle dyr i risikogruppen lige nu. Vi forventer at hvis vores løver eller gorillaer bliver smittede, klarer de en infektion med en til to ugers sygdom og derefter kommer sig uden men.
Fortsat høj smittebeskyttelse i parken
Det forholdsvis milde sygdomsbillede ændrer dog ikke på, at dyrlægen stadig har et skarpt fokus på smittebeskyttelse i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.
- Vores klare fokus er stadig at holde COVID-19 ude af vores stalde, men det kan blive stigende svært her hen mod efteråret og vinteren, hvor virus ser ud til at løbe mere frit i befolkningen, siger Ditte-Mari Sandgreen og tilføjer:
- Samtidig er størstedelen af dyrepasserne blevet vaccineret og kan have svage symptomer, hvis de bliver smittet. De kan derfor lettere risikere at tage virus med i staldene, uden vi opdager det i tide. Så vi tager vores forholdsregler; god hygiejne, afstand og brug af mundbind og handsker. Men det gælder nu altid, så vi fortsat kan opretholde vores høje sundhedsstatus i parken.