lukket

Insemination af næsehorn

17. juni 2021
På grund af manglede resultater på avlsfronten hos næsehornene afprøver GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA nu igen insemination på næsehornet Samia.

En større gruppe medarbejdere er med i næsehornsstalden i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA denne formiddag. De skal hjælpe med en stor opgave – insemination af et næsehorn.
Næsehornet Samia er 13 år og dermed i sin bedste alder til at få unger, men det er endnu ikke lykkedes. Og det er et problem, hvis der overhovedet skal være en chance for at få afkom.

- Det er ved at være sidste udkald for at Samia kan få en unge. Hver gang et næsehorn kommer i brunst og ikke bliver drægtig, kommer der ændringer i hendes livmoder, som til sidst medfører at hun ikke længere kan fuldføre en drægtighed. Typisk dannes der godartede knuder og arvæv på livmoderen, som gør, at et foster vil aborteres, hvis Samia overhovedet kan blive drægtig på grund af knuderne. Derfor prøver vi endnu en gang med insemination fremfor naturlig parring, siger dyrlæge i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Ditte-Mari Sandgreen. 

Anden gang er forhåbentlig lykkens gang
I 2016 forsøgte GIVSKUD ZOO-ZOOTOPIA første gang at bruge insemination til næsehorn. Dengang blev både Samia og hunnen Inger insemineret, dog uden resulterende drægtighed. Dyrlægen er dog positiv stemt for det nye forsøg;

-Denne gang har vi brugt sæd fra et næsehorn i en anden zoo, som har fået en del unger, og vi ved derfor, at kvaliteten er i top. Selve inseminationsprocessen er også blevet forfinet og tilpasset siden sidst, så mange faktorer er anderledes, og jeg er meget tryg ved at krydse fingre endnu engang, siger Ditte-Mari Sandgreen.

En lang proces
Ved inseminationen er Samia bedøvet, og forskere fører sæd ind i næsehornets livmoder for at befrugte hendes æg. Og vejen til at få inseminationen til at lykkedes har været lang;

- Først har vi har givet Samia hormon i en periode for at opbygge æg på æggestokkene, så hendes naturlige ægløsning blev bremset. Dagen før selve inseminationen fik Samia en andet type hormon, som løsnede æggene fra æggestokkene, så hun var klar til insemination dagen efter. Så det har været en længere proces, som har været timet og tilrettelagt ned til mindste detalje, siger dyrlægen og tilføjer:

- Heldigvis så ultralydsscanningen og målingerne af hende fine ud. Vi kan ikke sætte procenttal på, men vi har da forhåbninger om, at denne insemination lykkes, så Samia kan få en unge næste år.   

Ventetid på svar
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har et han-næsehorn, der også burde kunne få unger, men han har haft udfordringer med sædkvaliteten.

- Vi foretrækker altid naturlig parring hos vores dyr, men i få tilfælde er en drægtighed så vigtig, at vi tager skridtet videre til insemination. Næsehorn er en vigtig art i avlssamarbejdet, og det er samtidig en prioritet at holde dyrene sunde og raske, så de kan leve et naturligt liv med formering og pleje af afkom. Så når det nu ikke kunne lykkes på naturligvis vis, håber vi, at vores indsats med Samia bærer frugt, siger dyrlægen.

Insemination af næsehorn har i andre dyreparker givet succes. Om det lykkes i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA vil først vise sig hen mod vinter, når de kommende måneders analyser af Samias afføring vil afsløre, om et lille nyt næsehorn er på vej.

 

 

 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA runder sæsonen af med tredjehøjeste besøgstal nogensinde
30. oktober 2024
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA punktum for endnu en sæson. Parken opnåede sit tredje…
Er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA årets dyrepark 2024?
25. oktober 2024
Igen i år er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nomineret til Børn i byen Prisen i kategorien Årets Dyrepark 2024. Du…
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.