23. december 2017
Til daglig tager dyrepasser Jette Nørgaard sig af GIVSKUD ZOOs sulawesimakakker. Men juleaften skal hun blandt andet passe gorillaerne.Har du nogensinde tænkt over, hvad der sker juleaften i GIVSKUD ZOO? Så læs med her.
Næsten som enhver anden dag i parken. Og dog. For sådan er det alligevel ikke helt.
- Der er en helt særlig stemning her i julen. Dyrene kan selvfølgelig ikke mærke forskel. Men for os dyrepassere er det lidt anderledes, fordi der er en speciel stemning. Folk er glade, og vi tager os tid til at hygge sammen i pauserne. Så det er faktisk rigtig rart at være på arbejde i juleaftensdag i GIVSKUD ZOO, fortæller dyrepasser Jette Nørgaard, som sammen med syv kolleger skal tage sig af dyrene juleaftensdag.
Vagter går på skift Jette Nørgaard har været i GIVSKUD ZOO i næsten 20 år, så hun har oplevet julen i parken mange gange.
- Juleaftensdag starter ud som enhver anden dag. Vi møder ind om morgenen, får en kop kaffe, og så ruller vi ud i parken for at tage os af dyrene, fortæller hun.
Dyrepasserne plejer at skiftes til at tage vagterne i jule- og nytårsdagene.
- Det kører i rotation, så man kun har en af juledagene. Og det skifter så år for år, om man har juleaftensdag, første eller anden juledag, siger Jette Nørgaard.
Bryder rutinen På helligdage og i weekender tager dyrepasserne sig ofte af andre dyr, end dem de passer normalt.
Til daglig passer Jette Nørgaard blandt andet sulawesimakakker, alpakaer og andre husdyr. Men juleaften er det blandt andre gorillaer og dværgflodheste, der får glæde af hendes selskab.
- Jeg synes, det er rigtigt fedt at skulle tage mig af andre dyr indimellem. Det bryder rutinen, og jeg har stor interesse for blandt andet aber. Så jeg har altid passet dem i weekender. Og det skal jeg så også juleaften, fortæller Jette Nørgaard og tilføjer:
- Og så er det generelt bare godt, at vi kender til pasningen af mange dyr, så vi kan dække ind for hinanden, hvis der er dyrepassere, der er syge.
Julemusik og juleknas Der er ikke traditioner i GIVSKUD ZOO i juledagene. Men der bliver alligevel hygget i dyrepassernes frokoststue.
- Det hænder da, at der bliver spillet lidt julemusik, og at nogen har taget lidt konfekt med, fortæller Jette Nørgaard.
- Så juleaftensdag er en rigtig god dag, hvor man kan ønske hinanden god jul - og så tage hjem og hygge med familien.