01. marts 2017
Nogle dyretransporter kan være besværlige og ressourcekrævende. Og det gælder ofte også kameler. Så flere mennesker var samlet for at hjælpe, da GIVSKUD ZOO i dag sendte en hankamel afsted til Odsherred Zoo. Det gik dog nemmere end ventet.
Det lyder umiddelbart ret enkelt; der skal bare en almindelig dyretrailer til. Og så kan man transportere en kamel fra Jylland til Sjælland. Og dog. For kamelen skal først ind i transportvognen. Og det er ikke altid en nem opgave.
Ved dagens transport fra GIVSKUD ZOO var der seks mennesker, der hjalp til med at flytte kameltyren Rafi fra stalden til den transportvogn, der skulle transportere den til en anden zoo.
Det lykkedes efter lidt besvær at få kamelen ind i traileren, og selve køreturen ventes at forløbe ganske roligt. Også når kamelen skal ud igen, går det nok lidt nemmere, da man bare kan åbne traileren, og så kan den selv gå ud i sit nye anlæg.
- Det gik rigtig godt med flytningen. Kamelen var stædig, men selvom den var det, gik det faktisk ret hurtigt at flytte den ind i traileren. Det værste ved kameltransporter er, hvis de går i panik, når de skal flyttes. Så kan de være meget vilde. Det var Rafi her slet ikke. Han var rolig, siger dyrepasser fra GIVSKUD ZOO, Francois Lemonnier.
Skal bruges til avl Hankamelen, der nu flytter fra GIVSKUD ZOO, skal til dyreparken Odsherred Zoo, som ligger ved Asnæs i Odsherred. Her vil man gerne bruge tyren fra GIVSKUD ZOO til avl.
For GIVSKUD ZOO passer det meget godt at sende hannen væk til en anden zoo nu. Den er nemlig født her og går sammen med sin mor - og derfor ville der være risiko for indavl, hvis den blev.
Samtidig har tyren vokset sig så stor, at den på et tidspunkt kan begynde at strides med sin far om hunnerne i flokken. Så ved at sende den unge tyr videre, undgår vi eventuelle problemer mellem hannerne.
Håber på at udvide flokken Mens Odsherred Zoo håber på at kunne avle med tyren fra GIVSKUD ZOO, så håber vi også på at kunne udvide vores flok.
Med flytningen af den ene hankamel har GIVSKUD ZOO nu en førerhan og fem hunner. Og håbet er, at de vil formere sig, så flokken bliver større.
Sidst der var kamelfødsel i GIVSKUD ZOO var i marts 2016. Og det var netop Rafi, der nu flytter, der kom til verden der.