Kamelunge født i åbningsweekenden
Den garvede kamelmor Josefine fra GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA overraskede alle, da hun pludselig fødte en unge midt i åbningstiden i parkens åbningsweekend i 2021. Personale og gæster opdagede fødslen og kunne følge med fra sidelinjen.
- Det er en glædelig nyhed og også lidt af en overraskelse. Vi havde regnet med, at der kunne være unge på vej hos kamelerne, men at den lige kom i parkens første åbningsweekend var lidt uventet. Og så sker det også sjældent, at kamelunger fødes ude i anlægget, det plejer at foregå i stalden om natten, når der er ro. Så det har været en stor oplevelse for de gæster, der var så heldige at opleve det, siger GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs dyrlæge, Ditte-Mari Sandgreen.
Ungen er i fin form
De første par dage efter fødslen fik mor og unge lov at gå rundt i anlægget selv. Det var ikke muligt at sluse den lille kortvarigt fra moren, så den kunne blive tilset af dyrlægen.
- Det gør ikke så meget, der er tid endnu til at give den chipmærkning og en vitaminindsprøjtning. Og det er bedre at lade dem få lidt ro end at stresse mor og unge, siger dyrlægen og tilføjer:
- Men jeg har observeret den, og den ser ud til at være i rigtig fin form. Mor Josefine er også erfaren, og hun har fået flere unger her i parken, så vi er sikre på, at hun vil tage sig godt at den lille.
Navn besluttes senere
Den nyeste tilføjelse i kamelflokken har endnu ikke fået et navn, da kønnet først bestemmes, når dyrlægen og dyrepasserne kan tilse den.
Når ungen navngives, skal det følge retningslinjerne – ungerne får navne med samme forbogstav som moren, da det derved er lettere at holde styr på afstemning.
Så den lille kamel skal altså hedde noget med J ligesom mor Josefine.