lukket

Kipenzi er blevet boss

16. august 2015
GIVSKUD ZOOs berømte og beundrede hangorilla, Samson, døde 23. juli. Dødsfaldet kom ikke helt bag på os, og vi var allerede begyndt at tænke på en mulig arvtager, inden han døde.

Siden Samson ankom til GIVSKUD ZOO i efteråret 1998, har han fået fem unger, hvoraf de fire er hanner. Den næstældste unge, 13-årige Kipenzi, har vi længe gerne villet beholde og indsætte som ny lederhan, når Samson forsvandt. Kipenzi er nemlig et "roligt gemyt" ligesom sin far, og da han ikke er beslægtet med vores hunner, var det oplagt at beholde ham. Dette gav koordinatoren og avlskomiteen for det europæiske gorillasamarbejde heldigvis grønt lyd for kort tid efter Samsons død.  

Alene
Kipenzi har siden slutningen af 2014 været lukket fra flokken, da der var helt naturlige stridigheder mellem ham og Samson. I naturen ville han nemlig have forladt flokken og vandret omkring alene i et forsøg på at starte sin egen flok.

Gradvis introduktion
Nu skulle Kipenzi altså tilbage til flokken - i en helt ny rolle som lederhan. Sammenlukning af dyr er altid nervepirrende, for hvordan vil det gå? I dette tilfælde kendte den nye han jo både alle individer i flokken, anlægget og stalden, og selvfølgelig også dyrepasserne. Så vi regnede med og håbede på en rolig sammenlukning. Men det går ikke altid som man tror og håber, så hvordan ville Kipenzi behandle de to unger, Yeba på 3 år og 2-årige Amiri?  Og hvad med gamle Nille på 50 år?

Først en, så flere
Den første, til at møde Kipenzi igen, var hunnen Chuma, og her var der ingen problemer. Chuma har rent faktisk haft "et godt øje" til Kipenzi, siden hun kom til Givskud i 2010. Dengang var Kipenzi kun en stor unge på knap otte år. Næste skridt var at sætte både Chuma og hendes unge Yeba sammen med den nye lederhan, og det gik også fint.
Heldigvis gik det også godt med genforeningen af resten af flokken. Vi har set lille Yeba bide Kipenzi nogle gange, måske i et forsøg på at forsvare sin mor, og Nille fik også et sår på benet. Men overordnet har de tre hunner og to unger taget det stille og roligt - Nille er endda blevet parret af Kipenzi.

"Ro på" igen
Nu skal de enkelte flokmedlemmer bare have tid til at finde deres plads i hierarkiet. Der kan forekomme lidt uoverensstemmelser mellem flokmedlemmerne, og de kan tænkes at være mere inde i stalden eller være mere ude af syne en vanligt. Men vi regner med, at der snart falder ro over flokken, og så håber vi på, at Kipenzi snart bliver far til næste generation af gorillaer i GIVSKUD ZOO. 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA runder sæsonen af med tredjehøjeste besøgstal nogensinde
30. oktober 2024
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA punktum for endnu en sæson. Parken opnåede sit tredje…
Er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA årets dyrepark 2024?
25. oktober 2024
Igen i år er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nomineret til Børn i byen Prisen i kategorien Årets Dyrepark 2024. Du…
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.