lukket

Legatmodtager: "Det er en sejr for edderkopperne."

13. august 2024
Det var en glad Frederik Leck Fischer, der søndag d. 11. august kunne træde op på scenen på Eventpladsen i GIVSKUD ZOO for at få overrakt Givskud Zoo Naturfonds studierejselegat på 50.0000 kr.

Første modtager af studierejselegat nogensinde

Araknolog, Frederik Leck Fischer, blev den første person til at modtage Givskud Zoo Naturfonds Studierejselegat nogensinde. Direktør i GIVSKUD ZOO Rasmus Sebastian Nielsen præsenterede og overrakte søndag d. 11. august pengepræmien, der er skal komme personer til gode, der yder en ekstraordinær indsat for den levende verden.

 

- Vi vil rigtig gerne belønne ihærdighed indenfor naturformidling og -bevarelse. Det kan f.eks. være en person, der har valgt at sætte fokus på at formidle om og/eller bevare dyr eller naturtyper, der ellers ikke er meget fokus på, fortalte direktør Rasmus Sebastian Nielsen inden overrækkelsen. 

 

Og netop Frederik Leck Fischer har valgt at sætte fokus på et ellers noget overset og samtidig udskældt dyr. Som araknolog beskæftiger han sig nemlig med en dyregruppe, mange ellers helst holder fingrene langt fra. Edderkopper. 

 

- Det er sejr for edderkopperne, at man vælger at give et legat til en person, der har fokus på dem. Edderkopper får generelt ikke fået så meget anerkendelse. De må være det mest forhadte dyr i Danmark næst efter flåten. At min formidling nu har givet anledning til, at jeg bliver anerkendt for det jeg gør, og at det gør forskel for edderkopperne, det er fantastisk, fortæller Frederik Leck Fischer kort efter overrækkelsen.

 

 

Spider-Man med forsinkelse

Frederik Leck Fischer har altid været vild med natur og smådyr, og som lille var han meget fascineret af science fiction, monstre og udyr, mens yndlingssuperhelten da også var Spider-Man. Det var dog først rigtigt, da han senere læste biologi på Københavns Universitet, at den helt store faglige interesse for de ottebenede begyndte. 

 

- Jeg blev faktisk bidt af en korsedderkop, da jeg var fire år gammel, og de næste 18 år var jeg slet ikke interesseret i dem. Men en dag på universitetet blev jeg introduceret til studiet af edderkopper, og jeg fandt ud af, at der gemmer sig en masse spændende historier om spind, yngelpleje og formdiversitet. Derfor ønskede jeg mig også min første edderkoppebog i julegave i 2019, og det blev ligesom startskuddet, fortæller Frederik Leck Fischer. 

 

- Så jeg plejer faktisk at sige, at jeg blev Spider-Man med forsinkelse.

 

 

 

 

Kratlusker og skattejæger 

Det var også under sit biologistudie, at Frederik Leck Fischer oprettede Facebooksiden Fortællinger fra felten, hvorigennem han formidler historier om og deler unikke billeder af edderkopperne helt tæt på. 

 

Efter at have færdiggjort sin speciale om edderkoppesanser på Københavns Universitet har Frederik Leck Fischer nu også gjort sin edderkoppehobby til sin levevej. Han har startet sin egen konsulentvirksomhed, hvor han blandt andet hjælper danske nationalparker og naturplejeforeninger med at kortlægge danske edderkopper, mens han også hjælper virksomheder og forsyningsselskaber med analyse af biodiversitetsfremmende tiltag. 

 

Men det er nu helt klart "skattejagten" efter nye arter, der er dét, der driver Frederik Leck Fischer. 

 

- Jeg ser mig selv som en eventyrer, der går på skattejagt efter det ukendte og forsøger at finde en sjælden art et sted, der ikke er set før. Man får en stor drivkraft eller fix om man vil, når man finder noget, man ikke har set før, fortæller edderkoppejægeren. 

 

- Der skete jo så det vilde, at jeg i juli måned fandt hele tre nye edderkoppearter i Danmark. Den seneste art i en gammel højmose i Helsingør. Det er alle nogle arter, der er kendt fra vores nabolande, men som ikke er set i Danmark før nu. Og det er altså ret stort for os i kratluskermiljøet at finde nye arter. 

 

I Danmark er der kun fundet godt og vel 600 edderkoppearter, mens der verdensplan er beskrevet mere end 52.000. 

 

 

Virkelighedens monstre?

Frederik Leck Fischers oprindelige tanke med at læse biologi på universitetet var, at han gerne ville gøre en forskel. Nu er hans mission blevet at formidle edderkoppernes historie i Danmark, og at gøre folk klogere på de ottebenede.

 

For det er ingen hemmelighed, at edderkopper ikke nødvendigvis render rundt med det bedste ry. Mange ser dem som klamme, uhyggelige og utilregnelige. I følge edderkoppenørden er det er helt instinktivt, at mennesker er bange for edderkopper. 

 

- Der er en generel frygt i mennesker for ting, der bevæger sig hurtigt, og det gør edderkopper jo. Det tænder noget hos alle mennesker - også hos mig. Men jeg kan slå koldt vand i blodet, fordi jeg har den viden, jeg har, forklarer Frederik Leck Fischer. 

 

- Hvis jeg kan være med til at præge nogle til at holde af edderkopperne, så er det rart at se. 

 

Tre gode grunde til at elske edderkopper

Det er tydeligt at mærke på Frederik Leck Fischer, at han har en hel særlig passion for spindlere. Smilet er stort, mens hans hænder fægter for at vise, hvor små og store edderkopper kan blive, eller hvordan en edderkop fanger sit bytte. 

 

- Hvis man er en af dem, der gerne vil have at vide, hvad edderkopper nytter, så vil jeg sige, at de er rovdyr. De spiser og regulerer insekter som myg, stuefluer og gedehamse. Dyr som generer os alle. Så hvis ikke edderkopperne var der, ville det hele kollapse.  Det er gratis skadedyrbekæmpelse. Derfor mener jeg alene, at vi skal værdsætte dem, siger Frederik Leck Fischer. 

 

- Men de er jo også bare fantastiske. Jeg tror, der er mange mennesker, som ikke bare går ud i naturen og tænker "hvad nytter det egentlig?", men som bare nyder naturen. Jeg har f.eks. ikke mødt nogen, der ikke synes, at et spindelvæv kan være flot eller fascinerende. 

 

Foto: Frederik Leck Fischer/https://www.fffnatur.dk/ 

 

Hvis Frederik Leck Fischer skulle nævne tre gode grunde til at elske edderkopper, er det netop både deres funktion som rovdyr, deres spind, men også deres formdiversitet, der gør, at de fortjener et endnu større fokus. 

 

- Tænk at være et rovdyr, der skal fange andre dyr, og samtidig være så lille selv. Det synes jeg er sejt! For det andet er det vildt, hvad de formår at lave af konstruktioner med deres spind. En korsedderkop kan f.eks. få noget for øjnene og stadig lave et perfekt spind. For det tredje, så er der mange, der ikke er klar over den enorme formdiversitet, der er hos edderkoppearterne. Mange har flotte farver, og nogle har de mest skøre ansigter med øjne, der sidder alle mulige mærkelige steder, griner edderkoppenørden. 

 

For Frederik Leck Fischer er det vigtigt at sætte fokus på edderkopperne gennem billeder og formidling, fordi mange af dem formentlig er kritisk truede, uden at vi ved det. Mange af arterne er hverken beskyttet eller omfattet af noget som helst, og nogle lever måske kun på en enkelt skrænt, og er slet ikke dokumenteret nogen steder. 

 

- Vi kan altså risikere at miste dem, og slet ikke få nye arter, fortæller han. 

 

Ekspedition og edderkoppebog

Pengene er øremærket til udlandsrejser, men hvorhen rejsen går for de 50.000 kr., må Frederik Leck Fischer selv bestemme. Men det er sikkert, at rejselegatet kan give eventyreren en mulighed for også at beskæftige sig med nogle af de mange edderkopper, der findes langt udenfor Danmark. 

 

- Et rejselegat kan give en enestående mulighed for at komme ud i verden og opleve noget af den fantastiske natur kloden rummer, som måske ellers ikke var økonomisk muligt for en enkeltperson. Forhåbentlig kan vinderen bruge oplevelsen til at blive endnu mere inspireret, siger direktør i GIVSKUD ZOO Rasmus Sebastian Nielsen om legatet. 

 

 

 

I følge Frederik Leck Fischer skal pengene da også netop bruges på nye eventyr langt væk. 

 

- Pengene fra legatet skal gå til nogle ekspeditioner til dele af verden, hvor der er nogle helt særlige edderkopper. Blandt andet har jeg overvejet Malaysia, fordi der her findes nogle meget primitive edderkopper, som nærmest ikke har ændret sig i 350 millioner år, og dem kunne jeg godt tænke mig at se i virkeligheden, fortæller Frederik Leck Fischer. 

 

- Og så er der jo Australien, der er edderkoppernes Mekka. Men jeg har også overvejet Ny Kaledonien, der er en ø ud for Australiens østkyst, som har været isoleret fra resten af verden i ekstremt mange år, så der er også nogle spøjse dyr - og edderkopper. 

 

Frederik Leck Fischer vil blandt bruge ekspeditionerne til at samle viden om og billeder af edderkopper til sin egen bog. 

 

- Jeg vil gerne udgive en kæmpe bog om de danske edderkopper, som skal være en guide med superbilleder af alle danske arter, både hanner og hunner. I den forbindelse er det fedt at kunne rejse ud og samle viden om de danske edderkoppers forfædre og familiemedlemmer i udlandet, pointerer han. 

 

Ligesom Frederik Leck Fischer vil en person, der gør en ekstraordinær indsat for at formidle om eller bevare verdens natur- og dyreliv, få overrakt rejselegatet næste år. GIVSKUD ZOO har nemlig fremover besluttet at uddele et rejselegat hvert år i forbindelse med parkens fødselsdag. 

 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA runder sæsonen af med tredjehøjeste besøgstal nogensinde
30. oktober 2024
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA punktum for endnu en sæson. Parken opnåede sit tredje…
Er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA årets dyrepark 2024?
25. oktober 2024
Igen i år er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nomineret til Børn i byen Prisen i kategorien Årets Dyrepark 2024. Du…
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.