lukket

Masser af dyreunger

08. april 2016
I den danske natur er forårets komme lig med dyreunger. Men sådan er det ikke alle steder i verden. Og hvordan ser det ud i GIVSKUD ZOO?


I Danmark er forårets komme lig med længere, lysere dage. Mange mennesker forbinder også foråret med dyreunger. Sådan er det imidlertid ikke alle steder i verden. I mange områder er det helt andre faktorer, for eksempel regntiden, der er startskuddet til fødsler. Alle steder er det imidlertid vigtigt for hunnerne at føde ungerne på det tidspunkt af året, der giver den største chance for overlevelse. Der skal være mad nok til at moren selv kan overleve og samtidig sørge for en eller flere unger.


Vi styrer avlen

I GIVSKUD ZOO har vi dyr fra mange egne af verden, og derfor fødes der unger på stort set alle tider af året. Men selvfølgelig dur det ikke, at alle dyrene får unger hele tiden. Vi ville simpelthen få alt for mange dyr. Derfor har vi forskellige strategier til at styre avlen:
Hos nogle af dyrene forsøger vi at styre, hvornår ungerne bliver født. Det gælder for eksempel hos gederne, hvor bukken kun er hos hunnerne i kort tid sidst på året. Det gør vi dels for at undgå, at der bliver født kid, mens der stadig er risiko for frost, som ikke er godt for en nyfødt. Dels styrer vi antallet af gedekid, ved at holde hannen adskilt fra hunnerne den resterende tid af året.
Hos andre arter, som løver og ulve, bruger vi prævention i form af hormonstave, der midlertidigt forhindrer dyrene i at yngle. Sådan en hormonstav eller implantat virker på både hanner og hunner. Hvem der i det enkelte tilfælde får et, afhænger af dyrearten og sammensætningen af gruppen på det givne tidspunkt. Er der for eksempel færre voksne hanner end hunner, er det oplagt at lægge implantater i hannerne.


Vi hjælper dem i gang

Endelig er der arter, hvor vi hjælper yngleaktiviteten i gang. Det gælder for eksempel hos vores sydamerikanske ara-papegøjer. I naturen styres aktiviteten af, at de frø fuglene spiser, begynder at spire. Deres indholdsstoffer ændres derved, og det er startskuddet til at begynde at parre sig. Dette efterligner vi ved at lægge frøene i blød, så spiring starter inde i frøene.
Hos ara-papegøjerne er det altså føden, der sætter gang i parringer. Hos andre arter er det for eksempel lysmængden, der er afgørende. Det gælder for mange indfødte dyr på danske breddegrader. Der er imidlertid også dyr, der ikke har en decideret ynglesæson men som får unger året rundt. Hos arter som gorilla og næsehorn følger hunnerne en hormonelt styret cyklus og kommer i brunst med jævne mellemrum hen over året. Dette giver så også fødsler spredt ud over året.


Hvorfor unger?

Men hvorfor overhovedet lade dyrene få unger i en zoo? Det er der flere grunde til. Den vigtigste grund er, at bestanden skal opretholdes. Da vi ikke ønsker at hente dyr i naturen, er vi nødt til at få vores dyr til at yngle. Cirka en tredjedel af GIVSKUD ZOOs dyrearter er desuden truede dyr, der er omfattet af avls-samarbejder. Her samarbejder europæiske zoos om at styre avlen ved hjælp af stambøger og komplicerede computerberegninger, som minimerer indavl. Det er arter som giraf, gorilla, elefant og næsehorn, der er omfattet af avlssamarbejder. For de resterende to tredjedele af arterne udveksler vi også dyr med de andre zoos, så blandt andet unge kønsmodne hanner får et nyt hjem.
En anden vigtig grund til at lade dyrene yngle er, at det er en helt naturlig del af dyrenes liv. Især hos flokdyr som løverne er yngelpleje en hel central del. Det er derfor vigtigt for forældredyrenes (især hunnernes) velfærd at få unger med jævne mellemrum. Desuden er det på længere sigt vigtigt for flokken, at de unge dyr oplever og hjælper med at tage sig af yngre flokmedlemmer. Det giver dem nemlig nogle vigtige erfaringer, de kan bruge,  når de en dag selv bliver forældre.
Endelig er vores gæster meget glade for de søde dyreunger - Og det er jo en ekstra bonus.

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA runder sæsonen af med tredjehøjeste besøgstal nogensinde
30. oktober 2024
Søndag den 27. oktober satte GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA punktum for endnu en sæson. Parken opnåede sit tredje…
Er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA årets dyrepark 2024?
25. oktober 2024
Igen i år er GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA nomineret til Børn i byen Prisen i kategorien Årets Dyrepark 2024. Du…
Parken er pyntet og klar til efterårsferien
12. oktober 2024
Der har været nok at se til i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i disse dage. For traditionen tro er der blevet pyntet op til…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.