Mød medarbejderne – billetsalgslederen
Navn
Mette Schurmann
Funktion
Billetsalgsleder
Hvor længe har du arbejdet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA?
Jeg startede som sæsonansat, og blev derefter fastansat, så samlet har jeg været i parken i 22 år.
Hvilke opgaver har du i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA?
Jeg har rigtig mange forskellige opgaver. Billetsalget er samlingssted og et knudepunkt, hvor både gæster og kolleger henvender sig med spørgsmål om alt muligt fra priser til regler for besøg i parken.
Jeg har ansvaret for ansættelse af billetsælgere, daglig drift i billetsalget, vagtplaner, billetsalgssystemer, billetsalgssamarbejde med eksterne samarbejdspartnere, årskortsamarbejde, mange mails og telefonopkald.
Hvordan er en typisk arbejdsdag for dig?
Arbejdsdage er meget forskellige, alt efter om det er i åbningssæsonen eller om vinteren.
I åbningssæsonen holder vi hver dag et fælles morgenmøde i Billetsalget med repræsentanter fra alle afdelinger. Her vender vi alle bookinger for dagen og dagen efter, vi deler informationer om dyrene og andre væsentlige informationer på tværs af parken.
Efter mødet gør vi klar til at åbne parken, og jeg hjælper ofte i Billetsalget, når der er behov for det. Jeg svarer på mails, besvarer telefoner, følger op på vagtplaner og beskeder fra billetsælgere.
Uden for vores åbningssæson - om vinteren er der mange andre typer opgaver. For eksempel har vi flere år i træk har tilbud på årskort på Black Friday i november, hvilket altid giver anledning til en masse arbejde, når vores gæster skal købe årskort og har spørgsmål om det. Så er der også travlt med julegavesalg af årskort, gavekort og billetter. Og om vinteren forbereder vi os til den kommende sæson og får ansat og oplært nyt sæsonpersonale.
Det er også om vinteren vi har mulighed for at udvikle på vores kassesystemer og få nye IT-løsninger implementeret.
Hvad kan du bedst lide ved dine arbejdsopgaver?
Jeg kan bedst lide, at jeg har så tæt kontakt med vores billetsælgere, gæster og kolleger. Det er skønt at være blandt så mange glade unge ansatte og glade gæster, der ser frem til deres besøg i parken. Det giver virkelig energi.
Hvad er mest udfordrende ved dit arbejde?
Det mest udfordrende er IT-systemer, der driller – især hvis der er travlhed i parken. Og så kan det være en udfordring, hvor vi har utilfredse gæster. Der er desværre nogle gæster, der kan komme med grove kommentarer til vores unge billetsælgere, for eksempel hvis der er lang kø ind i parken på en dag i juli måned. Det sker dog heldigvis sjældent, og vi har rigtig mange glade gæster.
Hvorfor har du valgt at arbejde i parken?
Jeg arbejdede som sæsonansat i parken, da jeg helt ung. Efter endt uddannelse indenfor kontor savnede jeg at arbejde i GIVSKUD ZOO, så jeg følte det nærmest som at ”komme hjem”, da jeg var så heldig at få arbejde her igen og blive fastansat.
Det er en rigtig god og meget rummelig arbejdsplads med plads til alle. Vi har det virkelig godt alle kolleger imellem.
Hvad kan du bedst lide ved parken?
Jeg er naturligvis glad for at arbejde et sted, hvor vi gør så meget for at redde truede dyr, og vi behandler dyrene godt og ordentligt.
Men jeg er mest stolt af at arbejde et sted, hvor så mange unge mennesker har lyst til at komme igen og arbejde sæson efter sæson. Det viser, at vi har en superskøn arbejdsplads, hvor de unge trives og har det godt - og det er meget vigtigt for mig, at de får en god start på arbejdslivet.