Mød medarbejderne – kuratoren
Navn
Kim Skalborg Simonsen
Funktion
Biolog og kurator
Hvor længe har du arbejdet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA?
Siden 2006
Hvilke opgaver har du i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA?
Jeg har overblikket over dyrebestanden, og hvis vi for eksempel mangler dyr, skal jeg finde dem og få dem importeret til parken. Jeg står også for det meste af vores internationale samarbejde med avlsprogrammer og bevaring af truede arter. Jeg er europæisk stambogsfører for afrikansk løve og sort hesteantilope og vicekoordinator for kæmpeodder.
Hvordan er en typisk arbejdsdag for dig?
Jeg bruger meget tid sammen med min computer. Jeg skriver og modtager mange mails fra kolleger rundt omkring i Europa og resten af verden. Det er også fra min computer, jeg styrer avlsprogrammerne. Hver dag har jeg sammen med vores dyrlæge et møde med dyrepasserne, hvor vi udveksler, hvad der er sket i de forskellige områder. Dyrlægen og jeg går også tur i parken to gange om ugen, så vi over et par uger får set alle dyrene. På turene diskuterer vi forskellige udfordringer, og hvordan vi løser dem. Jeg har også et samarbejde med vores formidlingsafdeling, hvor vi vender, hvilke historier vi skal fortælle til vores gæster.
Hvad kan du bedst lide ved dine arbejdsopgaver?
Når vi lykkes! Når vi ser en udfordring, finder en løsning, laver en plan og den virker. Det kan for eksempel være, når vi transporterer et dyr, og fejl kan betyde fare for os eller dyret. Det kan være, som da vi, for at reducere stress ved en bedøvelse, trænede vores to brillebjørne til at gå ind i deres transportkasser inden en transport til Østrig.
Generelt kan jeg godt lide, at mit job er afvekslende, og at jeg får lov til at have en hverdag, der handler om løver, næsehorn og pingviner.
Hvad er mest udfordrende ved dit arbejde?
Når man arbejder internationalt, for eksempel med stambøger, kan der nogle gange gå politik i den. Og de mange forskellige kulturer, jeg møder – ikke kun i Europa, men i hele verden – kan give nogle ret overraskende udfordringer, som man ikke lige havde tænkt over. Det kan for eksempel være forskelligt syn på dyrevelfærd eller forskellig lovgivning.
I zoo kan det nogle gange være udfordrende at finde roden til et problem i en dyregruppe. Det er sjældent, at dyrene fortæller os, hvad der er galt, så det vigtigt at sammenholde dyrenes adfærd, dyrepassernes observationer og den viden, der findes om dyrene, for at finde et bud på en løsning.
Hvorfor har du valgt at arbejde i parken?
Siden jeg var barn, det det har altid været en drøm at arbejde i en zoo. Og da jeg var færdiguddannet biolog, var Givskud Zoo det første sted, jeg søgte. Det gav pote, og det har jeg aldrig fortrudt.
Hvad kan du bedst lide ved parken?
Jeg kan virkelig godt lide, at vi har et større formål med at vise dyrene frem for vores gæster. Vi er her ikke for at tjene penge, men for at formidle om og bevare de dyrearter vi har. Og at vi så kan gøre det med et fokus på ikke at gå på kompromis med dyrevelfærd er et stort plus.