Mød medarbejderne – parkmedarbejderen
Navn
Janne Knudsen
Funktion
Parkmedarbejder
Hvor længe har du arbejdet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA?
Jeg har været i parkafdelingen i fire år, og jeg har siden juni 2022 også været weekenddyrepasser.
Hvorfor har du valgt at arbejde i parken?
Jeg har i del år arbejdet i butik, men jeg havde et ønske om at komme ud og arbejde under åben himmel. Så da jeg så et opslag om, at GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA søgte parkmedarbejdere, slog jeg til. Og det har jeg ikke et sekund fortrudt, at jeg gjorde.
Hvilke opgaver har du i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA?
Det er meget forskelligt, hvad jeg laver, når jeg har en vagt som parkmedarbejder. I de tidlige forårsmåneder er jeg med til at gøre parken klar til sæsonåbning. I løbet af sæsonen er jeg også med til at holde parken ren og præsentabel. Det kan for eksempel være ved at samle affald dagligt, tørre borde af for is, så de er klar til de næste gæster eller gå med en buskrydder og fjerne brændenælder.
I de perioder, hvor vi er så heldige, at der kommer rigtig mange gæster og besøger os, er det også parkmedarbejdere, der forsøger at guide trafikken så smertefrit som muligt op til Billetsalg og ind i parken.
Som parkmedarbejder er det også mig, der er vagt i traktoren inde i løveanlægget, og står for sikkerheden der. Men det er også mig, der kører i bil på savannen, og som gæster kan møde som guide ved de fritgående dyr som berberaber og lemurer. Jeg bytter nemlig plads med mine kollegaer i parkafdelingen ca. hver time.
Det er også os, eller ja, egentlig alle kollegaer i hele parken, der træder til, hvis der er nogle gæster, der er blevet væk fra hinanden, eller hvis der er nogen, der bliver dårlige, imens de er på besøg her ved os. Vi har nemlig alle været på førstehjælpskursus og får det opdateret regelmæssigt.
Om aftenen hjælper jeg eller en af mine andre kollegaer fra park også dyrepasserne med at lukke dyrene i deres stalde for natten.
Nogle gange kan jeg også være heldig at skulle formidle, når der er gæster, der skal på tur bag kulisserne eller have en guidet tur i bus.
Det er også os i parkafdelingen, som hjælper til med at klargøre til de forskellige events, vi har i parken i løbet af året. Jeg har for eksempel lige været med til at pynte op til efterårsferien.
I parkafdelingen har vi også en, som altid er slusevagt. Slusevagten koordinerer med den vagthavende på dagen, og er den person, som skal have overblik over sine kollegaer i parkafdelingen og få dem byttet rundt på de forskellige poster i løbet af dagen. Når man er slusevagt, står man hele dagen ved slusen ind til løveanlægget. Her har man ansvaret for at tjekke, at der ikke er nogle gæster der har hunde i deres biler, og at de får lukket deres vinduer helt, inden de kører ind til løverne. Som slusevagt er man også våbenfører og skal træde til med våben ved nødsituationer. Det har heldigvis aldrig været nødvendigt for nogle slusevagter.
Hvordan er en typisk arbejdsdag for dig?
Som nævnt ovenfor er der mange forskellige typer af vagter i parkafdelingen, og parkens åbningstider er meget forskellige. Derfor er der heller ikke en typisk dag for mig.
Hvad kan du bedst lide ved dine arbejdsopgaver?
Jeg kan rigtig godt lide at komme ud og formidle om dyrene og naturen. Og fortælle hvorfor det er så vigtigt med det arbejde, vi gør i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. At give gæster en oplevelse, som de kan snakke videre om, når de kommer hjem, og forhåbentlig kommer på besøg igen.
Hvad er mest udfordrende ved dit arbejde?
Jeg synes egentlig ikke, der er noget, der er udfordrende som sådan. Vi arbejder jo med vilde dyr, og de kan være uforudsigelige, så det skal vi være opmærksomme på og have respekt for. Men jeg synes ikke, at det er en udfordring; de er jo bare dyr, og de gør, som dyr skal.
Hvad kan du bedst lide ved parken?
Jeg kan godt lide al den plads, som vores dyr har, og de værdier som GVSKUD ZOO - ZOOTOPIA står for. Og så er jeg bare stor tilhænger af at arbejde ude i alt slags vejr. Jeg ved godt, at det lyder lidt klicheagtigt at sige, at der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning. Men dyrene opfører sig forskelligt alt efter vejret, så det giver nye oplevelser.
Vi har et godt samarbejde på tværs af afdelingerne, og det gør zoo til et fedt sted at arbejde.