Ny hingst er landet
Med ankomsten af en ny hingst i flokken hos GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs przewalskiheste er vejen nu banet for styrket avl i parken.
- Vi har manglet en hingst i parken i et stykke tid, så vi er glade for, at vi nu får en, som genetisk er et godt match til vores hunner, siger biolog i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, Kim Skalborg Simonsen.
Vigtigt med nye afkom
Hingsten kommer fra Whipsnade i UK og er tre år gammel. Han er ikke far til nogen føl, hvor han kommer fra, fordi der i forvejen er en førerhan. Men i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er det planen, at han skal hjælpe med at udvide flokken.
- Przewalskihesten er en truet art, som vi gerne vil have en stærk avl med, fortæller Kim Skalborg Simonsen og tilføjer:
- Tidligere blev hestene betragtet som uddøde i naturen, men takket være avl og samarbejde mellem zoologiske haver, er det lykkes et etablere en større bestand – og faktisk også genudsætte dyr i deres oprindelige leveområde i Mongoliet. Deriblandt to heste her fra GIVSKUD ZOO. Så det siger meget om, hvor vigtigt vores målrettede arbejde med avl egentlig er.
Tidligst føl til næste år
Da przewalkihestenes drægtighedsperiode er godt ti måneder, kommer der ikke føl lige med det samme. Men biologen håber, at der allerede næste sommer kan være nye føl i anlægget.
- Hvis den kommende periode går fint, og hopperne tager godt imod ham, burde det ikke være et problem, siger han.
Men den nye hingsts ankomst består flokken nu udover hingsten af fire hopper og fire føl.