Ny køkkenchef sætter kvalitet i højsædet
31-årige Mads Juul har overtaget køkkenet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Den nye køkkenchef, der kommer fra lokalområdet, har solid og mangeårig erfaring i branchen, og den trækker han nu på for at give parkens gæster en endnu bedre kulinarisk oplevelse. Den nye køkkenchefs mål er at lade kvaliteten tale sit tydelige sprog:
- Jeg har altid lagt en ære i at lade råvarerne tale for sig selv. En hakkebøf lavet med bløde karamelliserede løg kan give en oplevelse som en fem retters middag på Michelin-niveau. Så længe maden er lavet med godt håndværk og kærlighed, siger Mads Juul.
Menuerne bliver ændret
Ansættelsen af den erfarne køkkenchef betyder, at der nu bliver ændret på menuen - både for parkens gæster i Jacobs Spisehus og på selskabsdelen.
- GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er en stor drivkraft i lokalmiljøet, og kvalitet er en kerneværdi i parken. Det vil vi gerne lade skinne igennem på vores madtilbud, og derfor tilpasser vi nu på flere områder, forklarer Mads Juul og tilføjer:
- Restaurant ZOOasen skifter navn til Jacobs Spisehus for at ære parkens grundlægger, og samtidig ændres menuen til at være klassiske retter fra den tid, parken blev etableret. Det er gode, dansk mormorretter som stegt flæsk med persillesovs og tarteletter, hvor jeg selv har finpudset opskrifterne.
Også maden til selskaber både i huset og mad ud af huset får et gevaldigt løft:
- Vi kommer til at tilpasse menuerne, så indholdet passer med årstidens friske råvarer for at give vores gæster den bedste oplevelse med masser af smag.
Fokus på økologi
En af de ting, der trak i Mads Juul i forhold til jobbet som køkkenchef, var GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs fokus på en mere bæredygtig retning. Parken har sat et endnu stærkere fokus på økologi, faktisk så meget at to af parkens spisesteder, Jacobs Spisehus og GIVSKUD ZOO - HOSTEL, har fået bronzemærket i økologi.
- Der er et utroligt stort potentiale i madudbuddet i parken, og jeg håber, at vores gæster vil tage godt imod ændringerne, vi nu har søsat. Jeg er sikker på, at mange vil værdsætte, at vi bruger råvarer som ikke belaster miljøet, men som er produceret med omsorg og respekt for naturen. Og så gør det jo forhåbentlig ikke noget, at mormormaden i parken måske ikke helt smager, som da mormor lavede den. Men med et særligt tvist, smiler Mads Juul.
Mads Juuls baggrund i servicebranchen begynder med et opvaskerjob i teenageårene. Siden er han uddannet tjener på restaurant Hviids Vinstue i Vejle. Efterfølgende gik han i kokkelære på Vedelsborg ligeledes i Vejle. Desuden tæller CV’et en professionsbacheloruddannelse i international hospitality management og ansættelser på blandt andet flere Comwell hoteller og Hotel Scandic. Endelig har han været festkoordinator på Hindsgavl Slot.