Ny leder byder velkommen på hostel
I 2022 har GIVSKUD ZOO – HOSTEL sagt farvel til sit værtspar gennem mange år. I stedet er det en erfaren kvinde ud i hoteldrift, som nu står i spidsen for hostellet.
Jeanette Deppe har overtaget rollen som den, der står for driften, og hendes ambitioner for stedet er høje:
- Mit ønske er, at hostellet skal være et hjertevarmt og hyggeligt sted at komme. Hvor store som små bliver mødt i øjenhøjde, og der er plads til alle. Både gæster og medarbejdere. Jeg går højt op i værtskab, og mit servicehjerte brænder for at skabe oplevelser og tilfredse gæster, som har lyst til at komme og besøge os igen. Ligegyldigt om det er for at besøge parken eller holde deres næste fest eller møde, siger den nye daglige hostelleder.
Masser af muligheder
Jeanette Deppe har lang erfaring udi hoteldrift. Hun var receptionistelev på Dronninglund Slot i Nordjylland, og blev derefter færdigudlært på Scandic Hotels i Aalborg. Hun blev ved kæden i 11 år, og har både været receptions- og konferencechef.
Nu er hun blevet kastet hovedkulds udi i de mange opgaver, der er på GIVSKUD ZOO – HOSTEL, og hun skal samtidig navigere i, at hostellet netop har skiftet navn og arbejdsgange, efter det ved årsskiftet trådte ud af Danhostel-kædens samarbejde og i stedet bliver en fuldt integreret del af GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA. Men det afskrækker hende ikke:
- Mulighederne er mange, også nu hvor vi er gået ud af Danhostel og vil brande dyreparken og hostellet mere samlet. Der ligger også et stort potentiale for at tiltrække flere møder og foreninger i parkens lukkesæson, siger hostellederen og tilføjer:
- Fremtidens gæster vil mærke et hostel i udvikling, men også de samme hyggelige rammer og medarbejdere, som de før har mødt. Vi er allerede i gang med at få udskiftet skilte, materialer og lave værelser med dyretema, så vi matcher vores nye navn og endnu større samarbejde med parken. Ellers får huset også et lille forårsløft både udendørs og indendørs. Derudover arbejder vi på at udvikle vores mødemateriale og selskabspakker så vi kan gøre os mere synlige i området.
Gæsters gode oplevelser driver værket
For Jeanette Deppe er en god arbejdsdag en, hvor hun kan hjælpe med at give gæster et godt ophold, og det er også denne nære gæstekontakt, der tiltaler hende ved driften af hostel og hotel;
- Generelt brænder jeg for servicebranchen og dét at være vært. At man kan være heldig at være det første smil gæster ser, når de står op, eller det sidste inden de går i seng. Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker til at få en oplevelse, de måske vil huske for evigt, og jeg nyder, at der tit ikke skal mere til end et smil til for at give vores gæster en god dag.
Det er også med smil på læben, at hun nu er trukket i arbejdstøjet i Givskud:
- Først og fremmest er GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA i min optik en fantastisk park, som jeg tit har besøgt med min familie. Kombinationen med at kunne bruge min erfaring fra hotel- og mødebranchen kombineret med et nyt spændende kapitel – at drive et hostel – dén mulighed var for spændende til ikke at prøve kræfter med. Derudover har jeg også hørt mange give GIVSKUD ZOO de varmeste anbefalinger som arbejdsplads.