Ny personlift til gæster med handicap
Med en nyopsat personlift på handicaptoilettet i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs Babycare Center bliver det fremover lettere for gæster med handicap at komme på toilettet under besøget i parken.
Liften betyder nemlig, at gæster, som ikke selv kan løfte sig over på toilettet, kan benytte toilettet ved hjælp af liften.
- Den nye lift er meget nem at bruge med en simpel fjernbetjening, som alle kan forstå. Og liften kan løfte 250 kg og har sejl af forskellig størrelse, alt efter om det skal benyttes til børn eller voksne, fortæller GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs økonomichef, Henrik Kusk Jeppesen, som har indkøbt Mary-personliften fra Rehab-Care i Herning.
Indkøbt med støtte fra Vanførefonden
Indkøbet af den nye personlift har været muligt takket være støtte fra Vanførefonden, som ad flere omgange har ydet fondsstøtte for at GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA kunne optimere forholdene for besøgende med handicap.
Således har fonden i de senere år ydet støtte til opstilling af flere inkluderende legeredskaber for børn med bevægelseshandicap.
Og nu har fonden altså også gjort det muligt at lette toiletbesøget for gæster med handicap.
- Vi valgte at søge Vanførefonden om hjælp, fordi nogle af vores gæster havde et meget stort ønske om sådan en personlift. Vi havde en institution på besøg, hvoraf nogle af gæsterne var svært handicappede. De måtte desværre køre hjem før tid, da nogle fra institutionen ikke kunne benytte toiletterne, netop fordi de ikke kunne løfte sig selv fra kørestol til toilet, fortæller økonomichefen og tilføjer:
- Vi er utrolig glade for, at fonden igen har ydet venlig støtte for at hjælpe mennesker, som har brug for det. Og vi håber, at liften kan hjælpe med, at alle vores gæster kan nyde parken fuldt ud i timevis uden at være begrænset af toiletbesøg.
Babycare Centret, hvor der altså også er et stort handicaptoilet med skifteleje og nu personlift ved toilettet, ligger bag den store legeplads ved parkeringsområdet P3 i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA.