Åbent i dag: 10-17

Oddernes vægt tjekket

04. august 2022
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs dyrepassere har vejet parkens kæmpeoddere for at holde øje med deres sundhedstilstand. Eller i hvert fald er den ene odder blevet vejet, mens den anden stadig tager tilløb.

Dyrepasserne i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA holder fast øje med dyrenes trivsel, og et af de vigtige parametre i den forbindelse er vægt.

- Vægt fortæller os en del, fordi det viser os, om dyrene spiser ordentligt, for meget eller for lidt. Og det kan fortælle noget om, hvordan trivsel og sundhed er hos dyrene, siger Maja Lassen, som er dyrepasser i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA.

Derfor har hun sammen med dyrepasser Trine Axelsen valgt at veje parkens to kæmpeoddere i dag.

- Ved at veje dyrene regelmæssigt kan vi holde løbende øje med, om de holder vægten, eller om vi skal skrue op eller ned for fodermængden, forklarer dyrepasserne. 

En garvet hun
Den 13 år gamle hun-odder Frieda har prøvet at blive vejet før, så hun er ikke påvirket, da hun kommer ind i rummet i stalden, hvor dyrepasserne har sat den store vægt op.
Vægten er en metalplade, som dyrene blot skal gå op på, og for at lokke lidt har Maja Lassen og Trine Axelsen fisk med.

- Frieda er hurtig, så hun glider bare op på vægten, snupper fisken og løber ind i anlæggets bassin for at spise den. Og så kommer hun tilbage for at få en ny. Så vi fik målt, at hun vejer cirka 21,5 kilo, hvilket er rigtig flot, og det matcher vægten på tidligere målinger, fortæller Maja Lassen og tilføjer:

- Hun er en lidt ældre odder, så især nu holder vi øje med hendes vægt. Hvis hun for eksempel begyndte at tabe sig meget, kunne det være tegn på sygdom.

Forbeholden han
Friedas store unge, den snart fireårige han Rio, er mere forbeholden, da han ser den store metalplade i stalden. Selvom dyrepasserne forsøger at lokke ham med fisk, når han i denne omgang ikke op på vægten, men kanter sig ind langs siden af den for at snuppe fisk.

- Det er ikke så overraskende, for han har ikke været vant til at blive vejet, ligesom hans mor har. Men det gør heller ikke noget. Vi tager det i dyrenes tempo, og vi arbejder videre med Rio, så han også kan blive tryg ved at gå op på vægten. Når først han har set den nogle gange, og set sin mor gå derop, vil han også finde ud af, at det kan man sagtens gøre, uden at der sker noget ved det – andet end man får fisk, smiler Maja Lassen.
 

Seneste nyt fra GIVSKUD ZOO
Event: Hunde i zoo 2024
16. april 2024
Mød voksne hunde og små hvalpe, oplev actionfyldte demonstrationer og hør hundeeksperter fortælle, n…
Verdensmålsarena skal overdækkes
15. april 2024
Et større anlægsarbejde er netop gået i gang i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Parkens Verdensmålarena skal…
Fotograf skildrer GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA i ny bog
11. april 2024
Som fotograf Mette Mørk selv udtrykker det, forsøger man at suge det hele til sig, når man besøger G…
Billettype:
Barn (3-11 år)
Antal:
0 stk
Billettype:
Voksen (12+år)
Antal:
0 stk
Billetter kan bruges i 2023 sæsonen som er 1. april - 29. oktober.