Redekasser til humboldtpingvinerne
GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs faste dyrepasser hos humboldtpingvinerne, Maja Lassen, er stødt på et par æg i anlægget. Men pingvinerne havde bare lagt dem og rugede ikke på dem. Dermed kunne æggene ikke blive til unger.
For at give pingvinerne mulighed for at yngle er der i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs store anlæg blevet etableret en del redekasser. Det er små kasser, der er gravet ned i jorden, og som har indgange over jorden, der ligner store sten.
- Redekasserne er placeret bagest i anlægget af flere årsager. For det første giver det pingvinerne mest muligt ro, når de skal ruge. Og samtidig er det for at undgå sygdom; hvis pingvinerne har været i vandet og er blevet kolde, skal de helst dryppe lidt af, inden de går ned i en redekasse, hvor der kan være unger. Ellers risikerer ungerne at blive syge, hvis de bliver afkølede, forklarer Maja Lassen.
Redekasser står tomme
Men i og med at redekasserne er i den bagerst del af anlægget og dermed også langt fra vandet, betyder det, at de står tomme pt.
- Pingvinerne er endnu ikke begyndt at søge derhen. De holder sig helst i en stor gruppe i vandet eller på bredden ved et af deres to yndlingssteder i anlægget. Som i øvrigt er lige ved vandet. Det gør de, fordi de er mest trygge i vandet.
For at gøre pingvinflokken mere trygge ved området med redekasser og for at gøre dem bevidste om, at der er redekasser, er Maja Lassen begyndt at fodre tættere på området.
- Vi håndfodrer dagligt, men vi har også sat et fodertrug mellem vandet og redekasserne. Her er der fisk i, som pingvinerne bare kan spise af, når de har lyst. Så vænner vi dem lidt efter lidt til området. Og så håber vi da, at de bliver så trygge, at de vil indtage redekasserne, så vi med tiden får unger i anlægget.