Rensdyr er kommet til GIVSKUD ZOO
Tre rensdyr er kommet til GIVSKUD ZOO, som derved udvider dyrebestanden med en ny art. To af dyrene kommer fra ZOOM Erlebniswelt Gelsenkirchen, mens den sidste kommer fra Zoo Duisburg –begge zoos ligger i Tyskland.
Planen er, at yderligere tre dyr skal komme til i de næste måneder, så der i alt vil være seks hunner i parken. To fra Zoologisk Have i København og en enkelt fra Skandinavisk Dyrepark på Djursland.
Ankomsten af første halvdel af flokken gik rigtig godt.
- Da de tre rensdyr ankom i aftes og blev lukket ud af transportvognen, kiggede de lige kort og så hinanden an. Men ellers var de helt rolige, fortæller biolog i GIVSKUD ZOO, Kim Skalborg Simonsen, som også forventer, at ankomsten af de nye vil gå lige så godt:
- Rensdyr er sociale dyr, og i naturen kan individer godt skifte fra flok til flok, når de mødes. Så det er helt naturligt for dem at finde sammen med andre rensdyr de ikke kender. Hos hunnerne afgøres hierarki normalt af kropsvægt, og da den ene hun, den der senere kommer fra Skandinavisk Dyrepark, er ældre end de andre, forventer vi, at hun naturligt vil ende som leder af flokken.
Skal indgå i istidsudstilling
De tre nye beboere i GIVSKUD ZOO er endnu ikke så store, men de er også kun godt ti måneder gamle.
De – og de tre andre rensdyr som ankommer senere, skal indgå i parkens nye store udstilling Tilbage til istiden, som åbner i sæson 2018.
- Udstillingen rummer blandt andet mange flotte modeller af uddøde istidsdyr som for eksempel mammutter og sabelkatte. Men vi ville gerne tilføje en ekstra dimension og oplevelse til vores gæster ved at vise en levende dyreart fra istiden, som stadig eksisterer i dag. Derfor valgte vi at udvide vores dyrebestand med rensdyr, forklarer Kim Skalborg Simonsen og tilføjer, at rensdyrjægere og livet for mennesker i istiden også er en vigtig del af udstillingen.
Byggeri af anlæg i gang
Indtil videre går rensdyrene i et midlertidigt anlæg. Deres eget anlæg og nye stald skal først bygges færdigt, før de kan rykke ind.
- Det er et stort projekt, fordi vi udover at skulle etablere anlæg til rensdyrene, skal have hele udstillingen om istiden sat op i samme område. Men vi er sikre på, at det bliver interessant at se, og vi glæder os til at introducere det for vores gæster, når det er færdigt, siger Kim Skalborg Simonsen.