Safari Fodbold Cup ved GIVSKUD ZOO
Søndag den 24. september bliver GIVSKUD ZOO fyldt med masser af unge fodboldentusiaster og deres familier. Det sker i forbindelse med, at DBU Jylland Region 3 holder stævnet Safari Fodbold Cup for 19. gang.
Op mod 1.000 piger og drenge mellem fem og 12 år deltager i stævnet og spiller kampe på Givskud Station ved GIVSKUD ZOO, Thyregod Stadion, Give Stadion og Gadbjerg Stadion.
Kampe og en tur i zoo
De mange børn skal samlet spille op mod 200 kampe om formiddagen. Ved stævnet spilles ikke om placeringer, men i stedet er fokus på at møde nye hold og skabe en god stemning omkring kampene.
Stævnet, hvor socialt samvær er i centrum, følges meget passende op af en tur i GIVSKUD ZOO, hvor spillere og familier kan hygge sig sammen.
Udover at se på dyr og boltre sig på legepladserne skal de unge fodboldspillere også på scenen i GIVSKUD ZOO og have overrakt medaljer.
Bent Villumsen, der er formand for DBU Jylland Region 3, udtrykker i en pressemeddelelse glæde over samarbejdet med GIVSKUD ZOO:
- Hvert år får vi tilbagemeldinger fra de klubber, der deltager, og enslydende siger klubberne, at stævnet og besøget i GIVSKUD ZOO styrker de sociale relationer på holdene samt blandt de forældre, der også deltager, lyder det fra formanden i pressemeddelelsen fra DBU Jylland Region 3.
Ekstraordinært længe åbent
Efteråret har gjort sit indtog, så åbningstiderne i GIVSKUD ZOO er ikke så lange som i højsæsonen.
På grund af stævnet vil der dog på denne fodbold-søndag være åbent i parken til klokken 18.
Dermed kan alle de unge fodboldspillere og deres familier få god tid til at komme omkring i GIVSKUD ZOO.